Clairvoyant fra Munkebo drømmer om at kunne leve af spiritualitet

1
493

Selv om deltagelsen i “Løvens Hule” for nylig ikke resulterede i en investering, håber den 52-årige Martin Secher på en dag at kunne leve af blandt andet clairvoyance, afdødekontakt og husrensninger

1 67e1e36d

Martin Secher har siden barndommen interesseret sig for spiritualitet. Han har i de seneste 14 år boet i Munkebo sammen med sine tre halvvoksne børn. Til  daglig arbejder han som teknisk designer i Svendborg, men han vil gerne kunne leve af det spirituelle en dag. Foto: Sofie Tasior

Martin Secher fra Munkebo har siden barndommen haft oplevelsen af, at han kunne mærke andre mennesker på ubevidste planer.

– Jeg har altid følt mig anderledes i forhold til dem, jeg gik i klasse med – det har ikke altid været nemt, men det har også givet mig en styrke i at være mig selv, fortæller Martin Secher.

I 8. klasse forlod han folkeskolen og forsøgte at få sine forældre til at forstå, at det ikke var det rigtige skoletilbud  for ham. I stedet blev han sendt på efterskole.

– Jeg kom på efterskole og afsluttede min 9. klasse der, og for første gang oplevede jeg, at jeg kunne være mig selv, siger Martin Secher.

Han har livet igennem interesseret sig meget for det spirituelle, og har haft en oplevelse af at kunne mærke andre mennesker, men først i en forholdsvis sen alder modnedes tanken om, at han kunne have clairvoyante evner.

For omkring fire år siden besluttede den nu 52-årige Martin Secher sig for at prøve noget nyt, og efter tilskyndelse fra sin søster uddannede han sig til clairvoyant medie.

– Jeg drømmer om at kunne leve af det på et tidspunkt, for selv om jeg også er meget glad for det arbejde, jeg har nu, så vil iværksætteren i mig altid have den drøm, siger Martin Secher.

Martin Secher har i de seneste 14 år boet i Munkebo med sine tre halvvoksne børn. Han arbejder som teknisk designer i en virksomhed i Svendborg, mens han driver sin clairvoyantvirksomhed ved siden af.

Forleden tonede han frem på tv-skærmene i DR’s program “Løvens Hule”, hvor iværksættere med en god idé og behov for enten kapital eller kompetencer eller begge dele bliver matchet med investorer.

Martin Secher kom for at tilbyde investorerne at købe ti procent af hans virksomhed for 35.000 kroner, altså en værdiansættelse på 350.000 kroner. Han demonstrerede sit seneste produkt, et nyudviklet sæt med 45 clairvoyantkort, der er designet til at udvikle intuition og modtagelighed for beskeder.

Forud for optagelserne brugte Martin Secher en hel måned på at forberede sin pitch. Flere gange dagligt øvede han sin salgstale, så den sad på rygraden. Alligevel tog nerverne over.

Han glemte sin forberedte tekst, og den garvede løve Jesper Buch havde en klar kommentar: ”You had one job” – forstået på den måde, at salgstalen var det eneste, han virkelig skulle have styr på, da han trådte ind foran investorerne.

Martin Secher var på forhånd på det rene med, at det nok ikke var alle investorer, der ville kunne forstå hans produkt. Alligevel tilmeldte han sig på falderebet, en beslutning, han ikke har fortrudt, selv om han ikke fik en investering med hjem.

Han fik en tydelig fornemmelse af, at Louise Herping Ellegaard forstod hans koncept, mens Jesper Buch betegnede den spirituelle verden som hokus-pokus. Morten Larsen, en tredje løve, gjorde det klart, at han ikke tror på den slags, men i stedet på godt købmandskab – og det satte tankerne i gang hos den clairvoyante iværksætter.

– Jeg fik en tanke på vej hjem om, at man ikke kun skal kunne købe clairvoyantkortene i min webshop, så jeg har fået fat i flere produkter som penduler, krystaller og aurakrystaller, uddyber Martin Secher.

På sin hjemmeside tilbyder han nu almindelig clairvoyance, hvor klienter kan få indblik i fortid, nutid og fremtid samt personlige beskeder viderebragt. Derudover tilbyder han afdødekontakt. Begge dele kan foregå telefonisk, da beskederne ifølge Martin kommer til ham, selv om man ikke befinder sig i samme rum.

Husrensning kan dog ikke klares over telefonen – i de tilfælde skal han rent fysisk være til stede for at rense huset for uønskede energier.

Martin Secher har efter deltagelsen i “Løvens Hule” oplevet øget trafik på sin hjemmeside, og planen er klar:

– Jeg har store ambitioner, for jeg vil gerne have clairvoyantkortene ud til hele verden – der er jo millioner af mennesker, der bruger sådan nogle redskaber, så mit mål er helt klart at få det ud over landets grænser, fortæller Martin Secher.

Han respekterer dem, der ikke tror på det spirituelle og som betragter det som hokus-pokus ligesom Jesper Buch. Selv er han overbevist om, at vi er på vej ind i en ”ny tid”, hvor flere bliver åbne over for det spirituelle.