Spidskandidater mødes ved stemmeurnerne i Langeskov

0
424

Langeskov vil sandsynligvis også de næste fire år kunne bryste sig af at huse Kerteminde Kommunes borgmester. Både borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) og hans rival Michael Nielsen (K) bor i Langeskov, og de skulle derfor begge afgive deres stemme i Langeskov Idrætscenter

Untitled design

Først på eftermiddagen afgav først den konservative udfordrer Michael Nielsen og derefter borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) deres stemme i Langeskovhallen. Først når stemmerne er talt op tirsdag aften, har de et fingerpeg om, hvem der bliver borgmester i Kerteminde Kommune fra nytår. Foto: Sofie Tasior 

Manden med borgmesterkæden, Kasper Ejsing Olesen (S), og ham, der gerne vil vriste den fra ham, Michael Nielsen (K), skal begge afgive deres stemme i Langeskovhallen på denne dag, der bliver en skæbnedag for dem begge to – den ene kan vinde borgmesterposten for første gang, den anden risikerer at miste den efter otte år.

Men dagens kommunalvalg kan også tage en uventet drejning, så det ender med at blive en helt tredje, der kan sætte sig i borgmesterstolen fra årsskiftet. Jens Gantriis (V) er den tredje erklærede borgmesterkandidat, men i teorien kan hver af de 25 valgte byrådsmedlemmer blive ny borgmester.

Svaret må vi vente på, til stemmerne er talt op tirsdag aften.

Tilbage til Langeskovhallen, hvor de valgtilforordnede sidder klar. Stemmeboksene står på rad og række, stemmesedlerne ligger stablet, og der er gjort klar til både almindelige vælgere og lokalpolitikere, der kigger forbi for at sætte deres kryds.

Første spidskandidat ankommer

Michael Nielsen er den første af de to spidskandidater, der ankommer til valgstedet i selskab med sine naboer og partifællen Henrik Madsen.

Det er første gang, han stiller op som borgmesterkandidat, og han lægger ikke skjul på, at det vil være en stor ære at blive valgt:

– Det vil være mit livs ære. Det vil være kæmpestort, men jeg vil også være ydmyg omkring det, for det betyder, at jeg skal sætte retningen sammen med et hold af byrådsfolk fra hele kommunen, og jeg skal kunne rumme hele kommunen, siger Michael Nielsen.

Han har en god fornemmelse af valgresultatet:

– Min mavefornemmelse er god – og det har den været gennem hele valgkampen. Vi har været synlige, talt med folk, og jeg synes vi bliver mødt af en positivisme og et ønske om at der skal ske noget nyt, siger han.

Borgmester: Håber på et bredt samarbejde

En lille time efter Michael Nielsen ankommer den nuværende borgmester, Kasper Ejsing Olesen, til Langeskovhallen sammen med kommunaldirektør Inger Marie Vynne. De er ude for at tilse valgstederne, og Olesen skal derfor først afgive sin stemme senere. Her fortæller han, at han vil have sin yngste datter med, når hun skal stemme for første gang.

For den siddende borgmester kan dagen få to meget forskellige udfald: Enten sikrer han sig sin tredje periode som borgmester – eller også må han forlade borgmesterkontoret.

Siden kommunesammenlægningen i 2007 har ingen borgmester formået at blive genvalgt i Kerteminde. Det ændrede Kasper Ejsing Olesen i 2021, da han – med støtte fra DF’s Terje Pedersen – indgik en konstitueringsaftale om sin anden valgperiode.

Denne gang ser situationen anderledes ud. DF’s nuværende spidskandidat Morten Haubro har meldt ud, at partiet ikke støtter Olesen. Borgmesteren håber dog stadig på en fælles løsning:

– Jeg håber, vi kan finde en fælles løsning. Hvem der skal sidde for bordenden, må tiden vise. For mig er det vigtigt, at bordet bliver placeret med folk, som gerne vil det brede samarbejde. Det er det, jeg står for, det er det, jeg vil. Det er det, jeg synes er det bedste ved Kerteminde Kommune, siger han.

Meningsmålingerne har ikke været på hans side. Olesen står over for et svært valg, og risikoen for at han må afgive nøglerne til borgmesterkontoret er reel. Hos Danske Spil giver et scenarie, hvor han ikke bliver genvalgt, odds 1,45, mens et genvalg står til 2,55. Hvis man følger bookmakerne, peger pilen altså ikke mod en tredje valgperiode.