Kommentar: Stå sammen om det fandens privilegie

1
866
Img 5379

Foto fra Kjerteminde Avis’ vælgermøde i Troelskærsalen i Munkebo forleden. Foto: Andreas Horskjær

Andreas Horskjær, der studerer journalistik på Syddansk Universitet i Odense og som arbejder som studentermedhjælper på Kjerteminde Avis, skriver i anledning af valgdagen:

Særligt vigtigt føles det i disse tider at huske på den kendsgerning, at vi danskere nyder klodens mest velfungerende demokrati. I de første 25 år af mit liv, hvor jeg siden barnsben har fulgt med i samtlige valg som det vigtigste i verden, er jeg aldrig vågnet med samme følelse i maven, som jeg gjorde her til morgen. Måske er det, fordi jeg er blevet ældre og demokratisk modnet med årene. Måske, fordi vores verden føles at stå midt i en brydningstid. Måske, fordi jeg med egne øjne og på egen krop i oktober oplevede, hvad modsætningen vil sige. Bag mure og pigtråd. Mellem undertrykkelse og kontrol. På Vestbredden i Palæstina.

Jeg tror, det er en blanding.

Antidemokratiske vinde blæser over hele verden – i Europa, USA, Israel og flere andre. I 90’erne havde man travlt med at erklære historien for endelig. De liberale demokratier havde sejret, og den eneste logiske slutning måtte være, at de lande, som endnu ikke besad demokratiets sandhed, ville følge trop. Men som historien har det med at belære os: Historien er aldrig et endeligt. Tværtimod er den en evig foranderlighed.

Det danske demokrati kommer særligt til udtryk ved lokalvalgene – som den største selvfølgelighed. Det må og skal vi aldrig glemme. Selvfølgeligheden, og det, at den kun er der i kraft af vores insisteren.

Avisens vælgermøde om udvidelsen af Odense Havn i forrige uge var et vidnesbyrd om dette: vores evne til at mødes i en demokratisk samtale om vores forskelle. Den samtale er til tider under pres, og dagen i dag er en nærliggende anledning til at huske hinanden på, at vi ikke må tage det for givet. Demokrati er en dynamisk størrelse, der altid er under proces. Vi bliver aldrig færdige med det – og det er så fantastisk smukt.

På trods af, at et lokalvalg kan føles så uendeligt langt væk fra resten af Danmark og verden, har vi en pligt til at kigge os over skulderen, til vores naboer og ud i fremtiden.

Vi må minde hinanden om vores ansvar for vores fælles virkelighed. Det fandens privilegie. Der er ikke noget bedre sted at gøre det end i det nære lokalsamfund. Lade krydset gå i arv. Sikre os selv og hinanden, hvor ufatteligt heldige vi er at kunne deltage i det, som vedrører os alle – og samtidig være uenige om det.

Et demokratisk valg er kærlighed. Næstekærlighed. En anerkendelse af ens egen berettigelse i kraft af alle andres berettigelse. Løgstrup sagde: Det enkelte menneske har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. I stor skala er det demokratiets fællesskab.

Det fællesskab, som er Danmark – og i det Danmark, Kerteminde Kommune.

Glædelig valgdag!

Kommunalvalg 25 Logo