Resultatet af kommunalvalget i Kerteminde Kommune er på ingen måde givet på forhånd, men meget tyder på, at sagen om mulige udvidelser af havnen i Munkebo kan være udslagsgivende for, hvordan det nye byråd bliver sammensat – og hvem, der bliver borgmester

Snart får vi vore lygtepæle, plankeværker og ikke mindst Langebro i Kerteminde tilbage. Valgplakaterne skal være fjernet senest otte dage efter kommunalvalget, altså senest onsdag 26. november. Ellers fjerner Kerteminde Kommune dem på partiernes regning. Foto: Susanne Jølck
Så er det dagen før dagen: I morgen skal godt 19.000 stemmeberettigede borgere i Kerteminde Kommune sætte deres kryds ved en af de 73 kandidater og dermed sammensætte det nye Kerteminde Byråd.
Resultatet er på ingen måde givet på forhånd, og der er lagt op til endnu en spændende og dramatisk valgaften – muligvis igen med de magtspil og personopgør, der har fået TV2 Nyhedernes politiske redaktør til at kalde Kerteminde Kommune for Fyns Balkan.
Borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) fik ved kommunalvalget for fire år siden godt 500 stemmer færre end sin konservative udfordrer, Klavs Norup Lauridsen, men formåede alligevel at beholde borgmesterposten. Faktisk var der borgerligt flertal i 2021, men Dansk Folkepartis Terje Pedersen valgte at pege på Kasper Ejsing Olesen i stedet for Klavs Norup Lauridsen, og det betød, at Det Konservative Folkeparti for andet kommunalvalg i træk stod tilbage med en valgsejr, der ikke kunne omsættes til reel indflydelse.
I morgen skal det blive spændende at se, om Kasper Ejsing Olesen, der er meget fodboldinteresseret, kan score hattrick og få en tredje valgperiode som borgmester.
I forhold til kommunalvalget for fire år siden har han mistet en partifælle, nemlig Kristian Hald. Han blev ekskluderet i begyndelsen af året efter at have afsløret Kasper Ejsing Olesen i at afgive urigtige oplysninger til byrådet – og forlangt borgmesterens afgang.
I stedet blev Kristian Hald selv bedt om at gå, og han har siden stiftet sin egen borgerliste med navnet Hverdagens Stemme og med tre kandidater udover ham selv. Kristian Hald har markeret sig som en skarp debattør, både under og efter sit medlemskab af Socialdemokratiet, og der er ikke længere tvivl om, at han selv bliver genvalgt – spændingen kommer til at bestå i, hvor mange af sine medkandidater han trækker med sig ind i byrådet.
FAKTA
Fakta om kommunalvalget 2025
I Kerteminde Kommune bor godt 19.000 stemmeberettigede borgere, som enten har brevstemt, eller som tirsdag klokken 8-20 kan afgive deres stemme på et af de seks afstemningssteder:
Hindsholmskolen, Dalby
Kerteminde Idrætscenter
Nymarksskolen, Hundslev
Marslev Skole- og Børnehus
Langeskov Idrætscenter
Munkebo Idrætscenter
Ved det seneste kommunalvalg for fire år siden var stemmeprocenten i Kerteminde Kommune på 72,6.
Klavs Norup Lauridsen (K) blev topscorer i 2021 med 2.064 personlige stemmer, mens Kasper Ejsing Olesen (S) fik 1.543 stemmer. I top fem var i øvrigt Jesper Schmidt-Nielsen (K), Jan Johansen (S) og Michael Nielsen (K).
Vælgerne kan stemme på ikke mindre end 73 kandidater fordelt på 11 partier og lister. 21 ud af byrådets 25 medlemmer genopstiller.
I runde tal skal der 600 stemmer til at vinde et mandat, men man kan sagtens komme i byrådet med et meget lavere stemmetal – det gælder for eksempel, hvis en spidskandidat trækker så mange stemmer, at det kommer flere kandidater til gode, ligesom et teknisk valgforbund kan spille ind.
I 2021 kom den konservative Lars Ole Valsøe for eksempel i byrådet med blot 77 personlige stemmer.
Hverdagens Stemme er gået i valgforbund med Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne og har peget på Michael Nielsen (K) som ny borgmester – til trods for, at borgerlisten er erklæret venstreorienteret.
Og nu vi er ved Michael Nielsen: Han overtog for et års tid siden posten som spidskandidat efter Klavs Norup Lauridsen, der ovenpå sygdom og dødsfald i nærmeste familie besluttede sig for at blive folketingskandidat i Kerteminde-Nyborgkredsen og nøjes med pladsen som nummer to på den konservative liste til kommunalvalget i Kerteminde Kommune.
Kan Michael Nielsen stå distancen og få samme høje stemmetal som sin forgænger? Kan han tilkæmpe sig borgmesterposten ved hjælp af konstituering med både de øvrige borgerlige partier og de venstreorienterede i Hverdagens Stemme?
Jens Gantriis fra Venstre forsøgte med en pressemeddelelse forleden at melde klart ud, at partiet i tilfælde af borgerligt flertal vil pege på en borgerlig borgmester, men han har ikke siden villet uddybe, om det også gælder, hvis det borgerlige flertal omfatter Hverdagens Stemme. Derfor vil det vise sig, om det ender med, at Venstre – igen – vælger at gå imod de øvrige borgerlige partier og pege på en socialdemokratisk borgmester.
Byrådets yngstemand, Malte Jäger, der i 2021 blev valgt for Nye Borgerlige, er denne gang Liberal Alliances spidskandidat. Han har ført en offensiv valgkamp og især markeret sig på sociale medier.
Socialistisk Folkeparti står stærkt i meningsmålingerne, og det kan betyde, at spidskandidat Alex Haurand ikke alene kan trække stemmer nok til sit eget mandat – han er i gang med sin tredje valgperiode, men er hver gang kommet ind, fordi en anden har meldt forfald. Han kan også få følgeskab af en eller flere partifæller.
Alex Haurand hører til det mindretal i det siddende byråd, der har erklæret sig som modstander af nye udvidelser af Odense Havn, og den markante udmelding kan blive hans store chance for at markere sig som politiker i egen ret – i stedet for som substitut for Jesper Hempler.
I det hele taget tyder meget på, at havnesagen kan blive udslagsgivende. Otte ud af de 11 partier og lister, der opstiller til kommunalvalget, siger nej til nye udvidelser – kun de to store partier, Socialdemokraterne og Konservative, forholder sig sammen med Venstre afventende, og det kan komme til at koste dem alle tre stemmer.
Socialdemokratiet er splittet i spørgsmålet om Odense Havn, der ligger midt i partiets lokale højborg, Munkebo. Lars Hansborg-Sørensen (S), der er søn af tidligere borgmester i Munkebo Kommune, Palle Hansborg-Sørensen, og som i omkring 30 år har haft sit daglige virke på Odense Havn, har som den eneste erklæret sig som modstander af nye udvidelser.
Kasper Ejsing Olesen erkendte dog på Kjerteminde Avis’ vælgermøde i torsdags, at der blandt de socialdemokratiske kandidater er flere modstandere.
Umiddelbart kan det virke som en svækkelse af det gamle arbejderparti, men det kan også vise sig at være en fordel, fordi Lars Hansborg-Sørensen og andre med ham kan tiltrække de socialdemokratiske stemmer, der åbent er imod nye udvidelser. Altså vil man kunne holde stemmerne inden for partiet til trods for de divergerende holdninger.
Borgmester Kasper Ejsing Olesen har under valgkampen virket presset, ikke mindst af sagen om netop Odense Havn. Hans tidligere partifælle Kristian Hald har til gengæld stået stærkt i debatterne, og både Socialdemokratiet, Hverdagens Stemme, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten kæmper om de samme stemmer på venstrefløjen.
På valgaftenen skal det også blive interessant at se, om Danmarksdemokraterne og Moderaterne – de to partier, som henholdsvis Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen stiftede efter deres afgang fra Venstre – får stemmer nok til en valgperiode i Kerteminde Byråd. Især Danmarksdemokraterne står godt i meningsmålingerne, men den lokale spidskandidat Martin Ludvigsen har ikke været særlig synlig og har blandt andet glimret ved sit fravær på vælgermøder.
Andre spidskandidater, for eksempel Dansk Folkepartis Morten Haubro og Radikale Venstres Toke Kristensen har til gengæld gjort sig positivt bemærket med klare holdninger. Morten Haubro blev først spidskandidat i september og må indimellem rejse til Letland i kraft af sit job i Forsvaret, men har alligevel gjort en god figur.
Desuden bliver det spændende at se, om Radikale Venstre kan få stemmer nok til at blive valgt ind i byrådet, hvor der tidligere har været radikal repræsentation.
Tirsdag aften, når stemmeoptællingen er overstået, får vi svar på det meste.


