Knap et halvt år efter åbningen af en politibutik i Munkebo Bycenter holdes borgermøde for at drøfte politiets indsats. Politiet er til stede to dage om ugen, og man vil gerne i dialog med borgerne for at finde ud af, om det har medført større tryghed

Åbningen af politibutikken har kostet Kerteminde Kommune cirka 60.000 kroner i etableringsomkostninger plus en årlig husleje på godt 70.000 kroner. Foto: Kerteminde Kommune
Stigende problemer med kriminalitet som følge af stor tilflytning af ressourcekrævende bande- og rockerkriminelle fik i foråret Kerteminde Kommune og Fyns Politi til at åbne en politibutik i Munkebo Bycenter pr. 1. maj i år.
Politiets tilstedeværelse med to politiassistenter to dage om ugen – tirsdage klokken 9-11 og torsdage klokken 16-18 – havde til formål at skabe større tryghed for byens borgere.
Nu er der gået fem måneder, og det er blevet tid til at evaluere politiets indsats, mener Kerteminde Kommune, der i samarbejde med Fyns Politi har indkaldt til borgermøde torsdag 9. oktober klokken 17-18.30 i Troelskærsalen i Munkebo.
På mødet vil Fyns Politi orientere om arbejdet i politibutikken og blandt andet fortælle om, hvad de udsendte betjente har fokus på. Desuden vil man tage en debat med de tilstedeværende om, hvordan de opfatter tryghed, og om politiet kan gøre mere for at sikre øget tryghed.
Problemet med stigende tilflytning af bande- og rockerkriminelle har været kendt siden 2017, da Bandepakke 3 blev vedtaget, men er eskaleret, siden man indførte opholdsforbud i for eksempel Odense Kommune som en del af straffen.
Opholdsforbuddet indebærer, at de pågældende personer ikke må bosætte eller opholde sig i Odense Kommune eller for den sags skyld blot passere i en bil, der kører gennem kommunen. Og det gør, at mange af den flytter så tæt på forbudsområdet som muligt.
Hvis den kriminelles familie og venner for eksempel bor i Vollsmose i den østlige del af Odense, kan de for eksempel finde på at flytte til Marslev, Langeskov eller Munkebo.
Siden 2022 har Kerteminde Kommune fået 19 nye borgere, som alle er flyttet hertil fra Odense Kommune, og en del af dem har tidligere boet i Vollsmose. I årene 2022-24 er 1.491 borgere fra Odense Kommune flyttet til Kerteminde Kommune, og heraf kom 98 personer svarende til seks procent fra Vollsmose.
Kerteminde Kommune har kendskab til, at der derudover er mindst ni borgere, som påtænker at flytte til Kerteminde Kommune efter endt afsoning. Alle ni sidder for tiden inde, og flere af dem har – som et led i deres straf – fået et opholdsforbud, som indebærer, at de ikke må bo og færdes i Odense Kommune i en årrække.


