Dette er et læserbrev. Indholdet er udtryk for skribentens holdning.
Byrådsmedlem Kristian Hald (S, men på vej mod eksklusion) skriver:
Kære alle,
Kerteminde Kommune var igennem noget af et lokalpolitisk stormvejr i sidste uge. Et stormvejr, som jeg var med til at puste i gang, og som rigtig mange har en holdning til.
Flere har forsøgt at fremme et narrativ om, at jeg ved førstgivne mulighed kastede mig frådende i pressens favn, og råbte ”mistillid” i et desperat forsøg på selv at kunne iklæde mig borgmesterkæden som reaktion på en årelang konflikt mellem borgmesteren og mig selv. Men det er ganske enkelt ikke sandt.
Jeg vil gerne redegøre for mine overvejelser, så du som borger og vælger selv kan vurdere, om det her var en sag, der skulle have været håndteret bag dobbeltlukkede døre, eller det i virkeligheden er en sag, der er så vigtig og principiel, at den har offentlighedens interesse.
Jeg håber, at du vil lade mig tage dig med i mine tanker og overvejelser.
Skulle sagen ikke have været håndteret internt i den socialdemokratiske byrådsgruppe?
Lad mig starte her. For den her del er meget simpel. Det er den i hvert fald for mig og den måde, mit moralske kompas er indstillet.
Den her sag har aldrig nogensinde handlet om en socialdemokratisk borgmester, der har løjet for et socialdemokratisk gruppemedlem til et socialdemokratisk gruppemøde. Det her er en sag om en borgmester, der har løjet for et helt byråd. Så at foreslå, at jeg skulle have ”håndteret” de her løgne internt i den socialdemokratiske byrådsgruppe, som var det en rockergruppe, jeg var medlem af, er for mig at se helt ved siden af skiven.
Jeg kommer aldrig til at dække over nogens løgne, blot fordi vi havde det samme partibogstav stående efter vores navne på stemmesedlen ved sidste valg. Aldrig, aldrig, aldrig.
Når du læser nuværende og tidligere politikere fremføre dette argument, så er det – i mine øjne – et udtryk for et forældet og misforstået hensyn til borgerne. Jeg tror sagtens, borgerne kan håndtere sandheden, også når den er grim.
Hvorfor gik du i pressen med det samme?
Det gjorde jeg ikke. Jeg gentager lige; det gjorde jeg ikke. Jeg er med på, at det er et godt argument at fremføre, hvis man vil beklikke min integritet, og forsøge at reducere det her til en personlig konflikt. Men det er ganske enkelt ikke sandt.
Da jeg afslørede borgmesterens første række af løgne, konfronterede jeg ham med disse på en mail. Jeg satte resten af byrådet med som modtager på mailen, da jeg, som nævnt ovenfor, mener sagerne var et udestående mellem hele byrådet og borgmesteren.
Min mail til borgmesteren, og en lignende mail sendt fra Anne Fiber (K), blev lækket til pressen. Og jeg blev hurtigt ringet op af flere journalister. Men jeg fortæller samtlige journalister, at jeg ikke har kommentarer til mailen. Jeg ønskede at give borgmesteren mulighed for at forklare sig og indrømme sine løgne. Måske vi så her kunne have landet på et gult kort. Måske.
Men borgmesteren indrømmede ikke sine løgne.
I stedet blev jeg i en vred og afvisende mail fra borgmesteren kaldt både motivsøgende og konspirationsteoretiker. Samtidig holdt han stædigt fast i sine løgne. Og nye løgne kom til, som jeg ved et simpelt telefonopkald til ejerne af Skovløkke Frilandsgrønt også kunne afsløre.
Da jeg gik til pressen, var tilliden væk
Jeg stod altså i en situation, hvor jeg havde afsløret borgmesteren i at tale usandt for byrådet. Jeg havde via en mail konfronteret borgmesteren med disse veldokumenterede usandheder. Og i stedet for at lægge sig fladt ned og beklage, kaldte han mig motivsøgende og konspirationsteoretiker i samme mail, hvor han i øvrigt igen kastede sig ud i en ny løgn.
Jeg havde frem til dette punkt ikke udtalt mig til pressen. Jeg gentager; jeg havde afvist at udtale mig til alle, der ringede!
For mig var det ikke løgnen, der kostede tilliden til borgmesteren. Dem har der været mange af tidligere. Det var løgnen om løgnen. Det var magtarrogancen i at kalde mig skældsord, fordi jeg havde modet til at sige fra.
Kommunikation internt med borgmesteren var nu forsøgt. Han havde fået alle chancer for at indrømme sine løgne. Intet borgmesteren kunne sige fra dette øjeblik ville kunne genskabe min tillid.
Og først dér svarede jeg pressen.
Hvis ikke jeg allerede var sikker på, at jeg havde gjort det rigtige, så blev jeg endnu engang bekræftet i det, da borgmesteren på det møde, han selv havde indkaldt til, bare fortsatte den lange serie af usandheder overfor hele byrådet, i et desperat forsøg på at forsvare de første løgne.
Hvad har offentlighedens interesse?
Jeg har de seneste tre år arbejdet målrettet på langt mere åbenhed og transparens mellem byrådet og borgerne. Vi politikere arbejder for borgerne. Det er jer, der er vores chef. I er nødt til at vide, når noget af den har kaliber foregår i dét politiske organ, der er sat til at arbejde for Jer. Dét er min holdning, og den står jeg ved.
Nu kender I forløbet. Og jeg er helt tryg ved, at I til november beslutter, om det her var en lang række fejl i bagatelstørrelser kombineret med belejlige hukommelsessvigt, eller det faktisk er et udtryk for, at maskinrummet er gået helt i stykker.
