Borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) var i dag vært for syv fynske folketingspolitikere. De besøgte byen for at blive klogere på, hvordan politikerne på Christiansborg kan hjælpe en kommune som Kerteminde med klimasikring. For om 50 år risikerer 40 % af Kertemindes boliger at blive ramt af oversvømmelser, hvis der ikke gøres noget nu.

Borgmester Kasper Ejsing Olesen viser her de fynske folketingspolitikere, hvor på havnen, at slusen skal placeres. Foto: Michael Rathje
Besøget blev indledt med en lille gåtur fra rådhuset til havnen. Her viste Kasper Ejsing Olesen de fremmødte folketingspolitikere, hvor kommunen ønsker at få etableret en sluse. Slusen vil i fremtiden kunne forhindre oversvømmelser, når de stadig hyppigere såkaldte 100-årshændelser sker, hvor vandet i havet stiger og trænger ind i Kerteminde Fjord.
Men sådan en sluse er et dyrt projekt. De seneste beregninger fra 2017 lyder på en udgift på 55 millioner kroner, og det er ikke blevet billigere med tiden. Men selv om kommunen skulle have de mange penge til sluseprojektet, så er der noget der hedder en ”anlægsramme”. Det betyder, at der er en øvre grænse for, hvor meget en kommune må bruge årligt på nye anlæg.
– Jeg har forsøgt at råbe op om det her siden 2017, så jeg er glad for, at Lasse Haugaard Pedersen (S), der lige er kommet ind i Folketinget, har taget det op og inviteret sine fynske folketingskollegaer til at besøge Kerteminde Kommune, forklarer Kasper Ejsing Olesen.

De fynske folketingspolitikere var meget lydhøre over for borgmester Kasper Ejsing Olesens problemer med anlægsrammen. Foto: Michael Rathje
Ifølge Kasper Ejsing Olesen var de fynske folketingspolitikere meget lydhøre over for kommunens problemer.
– Anlægsrammen betyder, at hvis vi bruger de mange penge på et sluseprojekt, vil jeg det pågældende år ikke kunne bruge penge på noget som helst andet. Og det holder jo ikke i en kommune. Der er daginstitutioner, veje, cykelstier osv. Så det holder jo ikke. Derfor ønsker jeg, at man giver os lov til at rykke sluseprojektet uden for vores anlægsramme, siger Kasper Ejsing Olesen.
Kasper Ejsing Olesen forestiller sig ikke, at alle landets kystkommune bare får lov til at klimasikre uden for anlægsrammen, men han håber, at der bliver afsat en pulje, hvor de enkelte kommuner kan søge om klimasikring uden det påvirker anlægsrammen.
Alternativet til sluseprojektet er, at der i løbet af en årrække bliver bygget diger langs hele fjorden helt til Munkebo og videre rundt til Kølstrup og Ladby. Et projekt, som Kasper Ejsing Olesen anslår, samlet bliver langt dyrere end en sluse. Samtidig vil høje diger langs fjorden også spolere den smukke natur.

Efter gåturen på havnen fremlagde Kasper Ejsing Olesen kommunens planer for en sluse i detaljer for de fynske folketingspolitikere. Foto: Michael Rathje
Bred politisk enighed om at ville hjælpe
Efter rundturen på havnen med Sara Emil Baaring (S), Erling Bonnesen (V), Rosa Eriksen (M), Karsten Hønge (SF), Thomas Skriver Jensen (S), Lasse Haugaard Pedersen (S) og Lars Christian Lilleholt (V) var der møde på rådhuset. Her forklarede Kasper Ejsing Olesen de fynske folketingspolitikere om kommunens problemer og præsenterede sluseprojekter i detaljer.
– Der var bred enighed om at ville hjælpe, selvom der også var nogle politiske drillerier. Men jeg fornemmede, at uanset deres politiske tilhørsforhold kunne de godt sætte sig ind i de problemer vi har, siger borgmester Kasper Ejsing Olesen.
Og det er store problemer, som Kerteminde står over for. Ifølge Kasper Ejsing Olesen viste en rapport lavet for et par år siden, at med de naturhændelser, man forudser de næste 100 år, vil det blive dyrest pr. indbygger i Kerteminde Kommune.

Selvom der på mødet var politiske drillerier, var der bred enighed – også mellem Lars Christian Lilleholt (tv) fra Venstre og Thomas Skriver (th) fra Socialdemokratiet – om at hjælpe de kommuner, der er truet af stigende vandmasser. Foto: Michael Rathje
Thomas Skriver fortalte efter møde med Kasper Ejsing Olesen, at det havde været en god dag i Kerteminde, hvor de fik mange gode input, de kunne tage med hjem til Christiansborg.
– Kasper Ejsing Olesen har peget på nogle helt konkrete lovgivningsmæssige ting, hvor man kunne give kommunen nogle lidt friere rammer i forhold til de anlægsmidler, de har, så de kan vise rettidig omhu og få klimatilpasning. Og det er jo noget, vi kan hjælpe med på Christiansborg. Så det er noget jeg tager med tilbage, så vi kan se på, hvordan vi kan hjælpe de kommuner, der har det svært i forhold til stigende vandmasser, lyder det fra Thomas Skriver.
Trods folketingspolitikerne forskellige politiske ståsteder, var der ifølge Thomas Skriver en bred opbakning til at hjælpe Kerteminde og andre kommuner, der har lignende problemer.
– Uanset hvad, så kommer vandet til at stige, og vi får mere usikkert vejr, så det her er noget, vi er nødt til at håndtere, understreger Thomas Skriver.
Læs mere om klimasikring i Kerteminde Kommune:
Ny rapport viser opsigtsvækkende resultater: Fremtidige stormfloder vil oversvømme Kerteminde
Kerteminde vil appellere til minister i sag om højvandssikring


