Fire spillere har sagt farvel. Fire nye er kommet til. Et forandret 3. divisionshold fra KH ser frem mod en sæson, hvor en stærk bagkæde, en fremragende målmand og en stor bredde i truppen, skal sikre Kerteminde Håndboldklub endnu en sæson i toppen af 3. division

Jacob Fladegaard har fundet hurtigt sammen i angrebsspillet med sin nye holdkammerat Stefan Brix. Foto: Peter Hougesen
Det ligner ikke en pulje for sarte sjæle. Både Svendborg, Søndersø, Rødekro, DHG og Tønder ser på forhånd ud til at blive mere end en mundfuld for KHs herrehold i denne sæson. Holdet har samtidig sagt farvel til fire spillere fra sidste års trup. Mikkel Schmidt-Nielsen har indstillet karrieren, Alex Jørgensens arbejde bragte ham til Sønderjylland, Anders Skovs karriere bragte ham til København og Andre Hansen er skiftet tilbage til TPI.
Ind i truppen er i stedet kommet: Stefan Brix, Mads Gregersen, Jakob Ladegaard og Patrick Lauritsen. Mads Gregersen er streg i stedet for Anders Skov, Stefan Brix er i udgangspunktet center i stedet for Mikkel Schmidt-Nielsen, Jakob Ladegaard er venstre back i stedet for Andre Hansen og Patrick Lauritsen er allround bagspiller i stedet for Alex Jørgensen.
Samlet set ser denne års trup måske endda forstærket ud i forhold til den, der i sidste sæson måtte se oprykningen glippe efter et samlet nederlag på fem mål over to playoff kampe til Aarhus forstaden Viby.
Rutinerede Stefan Brix er skiftet til KH fra Tommerup. Han har spillet både 2. division og 3. division de sidste mange år. Hans håndboldmæssige kvaliteter skal erstatte dem, Mikkel Schmidt-Nielsen besad. Om Stefan Brix evner det, må tiden vise. Der er dog ingen tvivl om, at Kerteminde kan profitere af hans indstilling og hans store erfaring.
– Det er nogle drenge, jeg har spillet imod rigtig mange gange og det er også nogle drenge, jeg har tabt til rigtig mange gange. Jeg er kommet for at vinde håndboldkampe. Jeg trives bedst, når det er tæt, når der er meget, der går imod os. Jeg elsker, når der er intensitet i kampe, når der er folk og larm i hallen. Jeg lever for de store kampe og jeg elsker at afgøre kampe. Både i oplæggerens rolle, men også i målscorerens rolle. Jacob Fladegaard og jeg har fundet meget hurtigt sammen i angrebet. Jeg har skullet vænne mig til at spille lidt mere kryds spil, men det er gået overraskende hurtigt. Der er mange dygtige angrebsspillere på det her hold og der er ingen tvivl om, der er stor kvalitet i truppen. Jeg har spillet 15 sæsoner i enten 3. eller 2. division. Jeg bilder mig ind, jeg ved hvad der skal til for at rykke op. Det er et hold, der er aldersmæssigt klar til at rykke op. Det er ikke et udviklingshold. Det er et præstationshold. Min ambition er at vinde hver weekend – vinde 22 kampe. Det skal vi gå efter. Der er så stor kvalitet i den her trup. Der er ingen tvivl om, at både ambitionerne og kvaliteterne i truppen er til at rykke op. Jeg har også prøvet det der med at tabe over to tætte playoffkampe og glippe oprykningen på den måde. Sæsonen efter fejede vi al modstand af banen og rykkede stensikkert op, så jeg ved at det kan lade sig gøre. Men der er ingen tvivl om, at det er en tough række og der er mange gode hold, så vi skal være klar på alt hvad der kommer. Min opgave bliver jo også at holde hovedet koldt i de tilspidsede situationer og vide hvornår, vi skal slå bolden i jorden og tage det roligt, og hvornår vi skal satse butikken og på den måde byde ind med noget lederskab.
Stefan Brix’ nærmeste medspillere i angrebet bliver Jakob Ladegaard på venstre back. Han kommer fra Faaborgs 2. divisionshold og ligner umiddelbar en meget klar forstærkning på den position. På højre back vil førstevalget igen i år være Jacob Fladegaard. Han er også af den opfattelse at samspillet mellem ham og Stefan Brix er gået overraskende hurtigt. Ikke mindst fordi de hver især var vant til at spille to forskellige typer angrebsspil.
– Stefan har været vant til at spille mere pres spil. Jeg har været vant til at spille mere krydsspil. Så vi har hver især skullet lære noget af den anden. Det er gået overraskende hurtigt og det lover virkelig godt. Der er ingen tvivl om, at han bliver en meget vigtig spiller for os i den kommende sæson. Jeg ser umiddelbart en bredere top i puljen i denne her sæson set i forhold til sidste sæson. Sidste sæson var det SUS Nyborg, os og Søndersø. Søndersø faldt lidt sammen til sidst, men skabte jo både store problemer for os og SUS Nyborg. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis toppen i år kommer til at bestå af fem-seks hold, der slår hinanden på kryds og tværs. Jeg synes også at de andre hold, der måske ikke er tippet som tophold, ser stærkere ud. Så jeg tror også det kommer til at blive en sæson, hvor et tophold sagtens kan smide point mod et bundhold. Hvis man ikke er der på dagen som hold, så kommer man til at tabe mod nærmest alle modstandere. Jeg synes vores trup ser rigtig stærkt ud. Måske endda med endnu større bredde end sidste sæson. Jeg forventer også, at vi kommer til at blande os i toppen igen i år. Det har vi helt klart holdet til.
I Kertemindes mål står igen i år Christian Lynggaard. Den rutinerede målmand kom til KH lidt inde i sidste sæson og fik en del af efteråret spoleret af både skud i ansigtet og Corona. I forårssæsonen var han kampafgørende for KH i en del kampe. Han bor i Ejby, arbejder i Sønderjylland og sidder i byrådet i Middelfart. Til gengæld spiller han igen i år håndbold i Kerteminde.
– Når man når min alder og man ikke længere får penge for at spille håndbold. Når man ikke har kontrakt længere. Så skal det være sjovt at spille håndbold. Det er fantastisk sjovt at spille håndbold i Kerteminde. Jeg har måske en-to gange i min karriere set et træningsmiljø, der kan matche det, der er her. Prøv bare at se. Der løber 30 spillere rundt og træner en hverdagsaften og klokken er snart 22. Det er altså imponerende. Jeg havde overhovedet ikke nogen overvejelser i forhold til om jeg skulle stoppe eller om jeg skulle blive her i KH. Så på den måde var det en meget nem beslutning. Jeg tror også det bliver en tæt pulje i år. Der er mange hold, der har oprustet. Vi skal møde Svendborg i første kamp. De er nedrykkere fra 2. division og når man hører hvilke spillere, de har, så er de nærmest stærkere på papiret end da de spillede 2. division sidste år. Omvendt er der ingen tvivl om at Stefan Brix kommer til at bidrage med meget. Han har været en af de bedste spillere uanset om han har spillet 2. eller 3. division. Så hans kvaliteter som spiller og hans store rutine kommer til at betyde meget for os, er jeg sikker på. Jeg tror på, at vi kommer til at spille med i toppen. Men det er en svær pulje og der er mange hold, der kommer til at slå hinanden, men jo jeg forventer klart, at vi kommer til at blande os, kommer det fra den rutinerede målmand, der alligevel ikke kan dy sig for at sende en stikpille til Mikkel Schmidt-Nielsen, der har stoppet karrieren.
– Jeg har jo hørt, at han hverken har fået lavet sin brækkede finger og render rundt og spiller padel. Så kan han vel også spille lidt håndbold en gang imellem. Det synes jeg, du skal skrive, slutter han.
Jamen det gør jeg så.
KH indleder sæsonen på søndag 24. september kl. 15:00, hvor nedrykkerne fra 2. division, Svendborg, kommer på besøg. Sæsonen indledes altså mod det hold, de fleste anser om den sværeste modstander i puljen. Kampen spilles i Kerteminde Idrætscenter og mon ikke, der bliver rift om pladserne.


