Grafik: Arkiv
Om målet helliger midlet, er et kompliceret etisk spørgsmål. Der ligger nemlig implicit i udsagnet, at midlet er problematisk, ja måske endda uetisk, men at det er nødvendigt at gøre brug af det for at opnå et bestemt mål
Et eksempel: Jeg har, som sognepræst, skærpet tavshedspligt. Det betyder, at jeg ikke må videregive, hvad mennesker i fortrolighed fortæller mig. Kun i ét tilfælde må jeg bryde tavshedspligten: Hvis jeg vurderer, at et eller flere mennesker udsættes for livsfare, såfremt jeg ikke giver den viden videre, som jeg er blevet betroet.
Forestil dig, at jeg bliver kontaktet af en kvinde, der fortæller mig, at hun hader sin mand så voldsomt, at hun har besluttet, at hun vil slå ham ihjel og måske ovenikøbet delagtig gør mig i, hvordan hun har tænkt sig at gøre det. Her er målet at manden skal reddes – også selvom et uetisk middel må tages i brug – nemlig brud på tavshedspligten.
Minksagen er et andet eksempel på et sådant dilemma. Her var målet, at folkesundheden skulle sikres. Midlet var at slå alle danske mink ihjel.
Om målet helliger midlet, må altid nøje og grundigt overvejes. Er målet – eller dets modsætning – reelt? Er præmissen rimelig? Og hvad med midlet? Hvor drastisk er det?
FE-sagen er et eksempel på, hvor kompleks det her er – men også på, hvor inkonsekvent målet helliger midlet kan blive brugt. Midlet er, på flere niveauer i denne sag, overvågning: På ét niveau finder vi det hemmelige samarbejde mellem USA og Danmark om at tappe data fra undersøiske kabler, som betyder, at amerikanerne potentielt kan få oplysninger om danske statsborgere. Det er et middel til at nå et mål: at undgå terrorhandlinger. Anvendelsen af dette middel blev i 2010’erne kritiseret af en specialist i FE. På et andet niveau syntes han pudsigt nok ikke, at samme type af middel, nemlig hemmelig overvågning, skulle forhindre ham i igennem lang tid at lave skjulte optagelser af samtaler med sine kolleger og sin chef i FE. Chefen for FE, Lars Findsen blev ikke bare udsat for overvågning af denne ansatte. Det system, som han selv havde været en del af, nemlig PET med godkendelse fra flere ministerier, overvågede ham også hemmeligt og aflyttede hans hjem og sommerhus i en længere periode. Det er et voldsomt middel at tage i brug.
Kan dets anvendelse forsvares af målet? Det mål som skulle være, at han på baggrund heraf muligvis ville kunne anholdes for læk af statshemmeligheder? Og hvilke statshemmeligheder i øvrigt? Nogle, der måske ikke er så hemmelige endda, men alment kendte i form af det førnævnte kabelsamarbejde mellem Danmark og USA, som blev offentligt, da Edward Snowden i 2013-14 afslørede amerikansk masseovervågning. Er præmissen for målet overhovedet korrekt her? Eller spiller der andre ting ind her, som mudrer billedet?
Helliger målet midlet? Det er ikke altid så let at svare på, især ikke når det gælder efterretningstjenesters arbejde. Men uanset om det handler om hemmelig aflytning og anholdelse af et FE-chef, nedslagtning af mink eller brud på skærpet tavshedspligt så må det først og fremmest gælde, at præmissen for målet må være korrekt og at forholdet mellem mål og middel i øvrigt er nøje og grundigt overvejet.
