Folketingskandidaterne: Malte Jäger

1
3558
Malte jäger

Malte Jäger er den eneste repræsentant for Nye Borgerlige i Kerteminde byråd. Nu stiller han op til folketinget. Foto: Christopher Miller

Om under en måned er der folketingsvalg. Flere af Kerteminde kommunes politikere kommer til at stå på stemmesedlen, men hvem er de lokale kandidater? Det kan du blive klogere på op til valget. Allerførst kan du møde Malte Jäger i denne artikel. 

“jeg synes, den demokratiske debat er ved at køre af sporet. Det kommer til at handle om, hvad ‘jeg har ret til’ og ikke, hvad ‘jeg har pligt til´”

Da Malte Jäger stillede op til kommunalvalget sidste år, skabte hans  valgplakat opmærksomhed i de nationale medier. På den fremstod han nemlig, som de fleste lokale nok husker, i bar overkrop og med sloganet ‘et stærkt valg’. Et PR-stunt, der, efter hovedpersonens egen opfattelse, var vellykket; det placerede ham i folks politiske bevidsthed.

Som dreng deltog byrådspolitikeren i de voksnes samtaler omkring middagsbordet. De handlede om verden, samfundet og politik. I sin fritid spillede han i den lokale håndboldklub, hvor han flere gange var med til at vinde danmarksmesterskabet for sin aldersgruppe. Malte Jäger gør nemlig ikke noget halvt. Skal han spille håndbold, kan han lige så godt vinde mesterskaber. Skal han være i politik, kan han lige så godt sidde i folketinget.

“Politik er kommet ind i mit liv på så mange specielle måder. Mange i Danmark tænker politik, som at det udelukkende har noget med staten at gøre, hvor når jeg tænker politik, tænker jeg alle ting i dagligdagen. Grundlæggende værdier, og hvad man nu engang kan fremme og skal fremme i et samfund,”

Når holdninger fødes

Jäger-familien er ikke ny i politik. Maltes farfar var medlem af Fremskridtspartiet i sin tid. Han far blev byrådsmedlem for Venstre i Ølstykke, da han var 21. Men det var ikke bare en form for tradition, der ledte Malte Jäger i retning af politik – det var mange ting. Hans tid på Oure Kostgymnasium var en af dem.

– “De havde nogle meget venstreorienterede lærere og i forbindelse med det, kom jeg ligesom bare frem til, at hvis jeg har noget at sige, er det forkert ikke at sige det. Hvis jeg ikke er enig i det, en lærer siger, så bør jeg ytre mig – både for min egen skyld, men også for mine medstuderendes skyld,”

Det, der provokerede Malte Jäger, var blandt andet en engelsklærer, der udførte undervisning i Che Guevara-trøjer eller t-shirts med forskellige kinesiske og vietnamesiske ledere. Den tidligere Oure-elev er ikke selv sikker på, han var gået ind i politik, hvis han havde haft ‘en fuldt ud objektiv gymnasiegang’.

Havde du så stærke politiske holdninger dengang, eller var der også en form for trods?

“Jeg begyndte jo at diskutere politik meget tidligt, så jeg har haft nogle holdninger på det tidspunkt. Dengang var jeg nok mere liberal, end jeg er nu – jeg er blevet en smule mere konservativ,”

Fra tankstationen til byrådssalen

Man skal stå tidligt op for at kunne følge med i Malte Jägers kalender.

“I går var en meget typisk dag. Jeg havde styrketræning fra 8-10, forberedelse til forelæsning 10-12, forelæsning 12-14, et møde fra 14-16, online-forelæsning fra 16-18, så kunne jeg lige nå ned og have en programlægning (i fitnesscenter, red.), og klokken 20 have jeg et teams-møde med folketingskandidaterne fra Nye Borgerlige,”

Sover du? Nogensinde?

“Det hænder. Men det sjove ved det spørgsmål er, at det hænder også, at jeg ikke gør,”

Malte Jäger læser historie på universitetet, hvor han også er bestyrelsesmedlem i Konservative Studerende Odense. Han løfter ikke kun vægte i træningscenteret, han arbejder der også. I weekenderne tager han nattevagter på Cirkle K i Kerteminde. Hvis en træner må melde afbud i Kerteminde Håndboldklub, gør Malte Jäger, hvad han kan for at hjælpe til. Den arbejdsomme mentalitet, der har sneget sig ind på folketingskandidaten i løbet af hans teenageår, er endnu en af grundende til, at han er gået ind i politik.

“Meningen med livet er, at jeg skal bære min egen byrde. Så vidt som muligt bære min families vægt på et tidspunkt og så vidt som muligt gøre noget for lokalsamfundet. Og hvis jeg skulle gøre endnu mere for nogle mennesker, så skulle det være at gå ind i politik,”

Malte Jäger bragede ind i byrådet for snart et år siden. Der har han siddet, og sidder stadig, som eneste repræsentant for Nye Borgerlige i Kerteminde Kommune.

“Jeg er så glad for det, det har været så fedt. Det der med at så i debatterne, det der med at kæmpe for noget, og det med også at få ting igennem og at vide, at jeg har haft en stor indflydelse på en masse ting i byrådet. Det er jeg meget, meget glad for,”

Folketingskandidaten er ikke bange for at stå udenfor. Han var for eksempel den eneste ud af de 25 byrådsmedlemmer, der ikke bakkede op om det nye budgetforlig. Han er stålfast, og han ved også, at han nogen gange er kontroversiel. Det ændrer sig ikke – selv ikke, hvis han kommer i folketinget, siger han.

“Hvis jeg skulle stoppe med at være mig selv, ville jeg stoppe i politik,”

Tilbage til fremtiden

Tirsdag formiddag virker det stadig som om, folketingskandidaten har hvilepuls. Kaffen på KJavis’ redaktion bliver drukket bare et par timer før statsministerens åbningstale. På det tidspunkt ved ingen, om der bliver udskrevet valg et par timer senere. Men alle ved, at det sker snart.

Sådan kommer Malte Jäger, og de andre folketingskandidater i byrådet, til at stå i anden valgkamp på bare et år. Som for alle andre politikere gælder det for ham om at komme i gang med at hænge valgplakater op, deltage i debatter og dele flyers ud, så snart startskudet lyder.

Hvis du kommer ind, er det jo en helt anden arbejdsplads. En lidt større scene. Er du klar til det?

“Ja. Det ville uden tvivl være det største skridt i mit liv so far. (…) Men jeg er klar, for hvis jeg skal arbejde 80 timer om ugen, så arbejder jeg 80 timer om ugen. Hvis jeg skal arbejde 90 timer om ugen, så gør jeg det,”

Hvis det sker, at Malte Jäger kan tage en af de eftertragtede 179 pladser, sætter han studierne på pause og opsiger sine stillinger i både motionscenteret og Cirkle K. Men byrådet, det bliver han i. I folketinget vil han kæmpe for den økonomi, han selv og hans parti mener er mest ansvarlig. Han går ind for atomkraft og for pligt over ret. Alt det og meget mere kan du læse på Nye Borgerliges hjemmeside.

Hvis det ikke sker, bliver kandidaten i byrådet og fortsætter med at læse historie. Han vil højst sandsynligt holde fast i sine jobs, og en eller anden dag vil han gerne i militæret. Om det bliver Christiansborg eller Syddansk Universitet fremover, det ved han efter d. 1. november.