Borgmester: “Vi har ikke lovet investor at stemme for boligbyggeriet i Munkebo”

0
1844
2022 08 23 Munkebo Bycenter illustration Lindhøjvej

Nyt skitseforslag til boligbyggeri i Munkebo. Illustration: Sunke Arkitekter

Borgmester, Kasper Ejsing Olesen, kan ikke genkende den forklaring, som investor, Allan Jørgensen har givet både KJ Avis og De Konservatives Klavs Norup Lauridsen om, der skulle være lavet en aftale med Socialdemokratiet om at stemme det nye forslag til boligbyggeriet i Munkebo igennem. 

“jeg har fået at vide at borgmesteren, at hvis jeg skar to etager af bygningerne, så ville han og socialdemokratiet stemme for mit projekt”. Sådan forklarede investor, Allan Jørgensen, der står bag det ambitiøse boligbyggeri i Munkebo til KJ Avis. Noget tilsvarende har han tilsyneladende forklaret Klavs Norup Lauridsen fra De Konservative. I hvert fald svarede Lauridsen sådan her i en artikel om samme emne i lørdags: “Allan Jørgensen har meddelt os, han har lavet en aftale med socialdemokratiet om, der blot skulle reduceres i antallet af etager”. Den artikel kan du læse på dette link: https://kjavis.dk/nyt-tilbageslag-for-boligprojekt-i-munkebo-de-konservative-er-en-farce/

Den udlægning af historien stiller borgmester, Kasper Ejsing Olesen sig nu uforstående overfor. “Vi har fortalt ham, vi ville have reduceret højden på bygningerne. Det har han efterkommet. Derudover har vi udbedt os nye skyggediagrammer af de nye bygninger. Dem har vi endnu ikke fået”, forklarer han

Boligprojekt ved Munkebocentret Illustrationer 18.08

Nyt skitseforslag til boligbyggeri i Munkebo. Illustration: Sunke Arkitekter

Men selv ikke i den situation, hvor Socialdemokratiet ville have fået de nye skyggediagrammer, er borgmesteren af den opfattelse, der ville være tale om en aftale, hvor han havde garanteret Allan Jørgensen noget som helst.

“Jeg har på intet tidspunkt sagt til Allan Jørgensen, at vi i socialdemokratiet ville stemme det igennem. Det ville hverken jeg eller resten af den socialdemokratiske gruppe gøre med en privat entreprenør. Det, vi har sagt, er, at hvis han efterkom de ønsker, vi havde, så ville vi gerne være med til at sende det i høring. Der skal laves en ny lokalplan, der skal i høring. Sådan er den demokratiske proces og den hylder vi i socialdemokratiet. Men jeg har også sagt til Allan Jørgensen at uanset hvad, så var det nok ikke alle 10 socialdemokrater, der var i byrådet, der kom til at stemme for det her projekt”, uddyber Kasper Ejsing Olesen

Men Allan Jørgensen har jo både udtalt til mig og tilsyneladende også til Klavs Norup Lauridsen, at han havde lavet en aftale med dig og socialdemokratiet om, hvis han reducerede højden på bygningerne, så ville I stemme for. Hvor har han så det fra?

“Det har jeg ganske enkelt ingen anelse om eller mulighed for at svare på”, slutter Kasper Ejsing Olesen