Sven Ole Jørgensen fra Kerteminde har altid drømt om at være fisker. En drøm, der syntes at være mulig for de fleste. Men det er siden gået en helt anden vej, og det er i dag slet ikke så enkelt, hvis man ønsker et liv på havet.
Sven Ole Grønbæk Jørgensen fandt på internettet den båd, som han havde solgt for cirka 13 år siden. Amanda hed den. Sandsynligvis opkaldt efter den statue, der stadig står blot et par hundrede meter fra Søndre Havnekaj i Kerteminde. Da Sven Ole så båden, flød den i havnen på Læsø. I sin tid solgte han den, fordi han hellere ville have en ny, men denne dag overvejede han at købe den igen, og genskabe drømmen om et liv på havet, langt væk fra den landevej, han på det her tidspunkt brugte størstedelen af sin tid på. Den var billig, og den stod stadig flot. Men inderst inde vidste Sven Ole godt, at det var farligt. De sidste mange år på havene havde været fattige. Den torsk, de plejede at kunne hive ind i kæmpemæssige mængder, så han mere og mere sjældent i tønden. Og så var der kvoterne, som gjorde, at han heller ikke bare kunne fiske alt det, han ville. Men det skulle kunne lykkedes. Det skulle være muligt at kunne leve af at knokle på fiskekutteren. Sven Ole Jørgensen besluttede sig for at give drømmen endnu et forsøg.
En simpel drøm
Det var omtrent år 1980 Sven Ole selv bed på den fiskekrog, han ønskede at tjene sine penge på. Dengang han sammen med sine venner løb rundt på Søndre Havnekaj og ventede på, at fiskerne sejlede ind med dagens fangst. Dengang kutterne sejlede ud tidligt hver morgen, og kom hjem klokken tre lige i tide til auktion på havnen. ”Mon der er noget, vi kan hjælpe med?”, tænkte de. Og det var der ofte. Sommetider kunne de hjælpe så meget, at man kunne tjene hundrede kroner ved en af fiskerne. Efter at have stået til tjeneste for de samme fiskere i nogle år, kunne man være så heldig at komme med ud på kutteren. Det var stort. Det var her på kajen Sven Oles ellers så simple drøm startede.
Den første kutter
I 1990 begyndte Sven Oles eventyr til søs. Han købte sin egen kutter på et tidspunkt, hvor der var over 1100 fiskerfartøjer i de danske farvande. Året efter faldt det antal med 50. Hvert år siden har antallet fiskerfartøjer slået bundrekorder på bundrekorder. I 2020, som er det nyligst registrerede år, var der blot 454 fiskerfartøjer tilbage i havnene.
Sven Ole tænker tilbage på dengang, hvor mågernes skrigeri blev overdøvet af sømandssnak, og kajen var fyldt op med 30 fiskekuttere, der alle var ejet af sømænd, som levede og åndede for dagens fangst. I dag er der måske ti aktive kuttere, vurderer Sven Ole, imens han tomt kigger på en måge, der har placeret sig på den yderste fløj af Fiskerihavnen i Kerteminde.
Kvoterne
Siden Sven Ole fik hundrede kroner for sin hjælp på havnekajen, er det gået en helt anden vej. Mange af Sven Oles tidligere kollegaer frygter, hvad fremtiden vil bringe, og flere af de drenge, han for over 30 år siden løb rundt på kajen med, fornemmede allerede dengang, de skulle vælge om de ville være fiskere eller noget helt andet, at fiskeriet var for farligt. Men hvornår gik det hele galt?
– Det er et godt spørgsmål, hvornår det gik sådan rigtig galt, fortæller Sven Ole, da en af de i alt syv skærme i kahytten lyser op.
– Det kan jeg sgu ikke svare dig på, fortsætter han.
Men med tiden er der kommet flere og flere regler. Sven Ole skal bruge mange penge på, at Fiskeristyrelsen skal kunne se med, når han tager afsæt fra Søndre Havnekaj. For mange penge til, at det kan betale sig at gøre et par måneder eller tre om året. Og så er der kvoterne. Kvoterne har gjort, at Sven Ole nærmest ikke må fange torsk længere. Før i tiden var det den fisk, han fangede flest af. I dag må han kun fange 12% af de torsk, han måtte fange før årsskiftet. Og det er selvom fiskerne bestemt ikke beretter om, at bølgerne går særlig højt på havnen.
Der er dog en forklaring på kvoterne. Man har i Danmark indsat kvoter på, hvor mange fisk en fisker må fange. Det har man gjort for at undgå overfiskeri, som betyder, at der bliver fanget flere fisk fra havet, end der kommer nye. Altså undgå, at vi i fremtiden ikke længere kan fange samme antal fisk, eller at fiskene i værste fald uddør.
Men selvom der er en forklaring på kvoterne, kan det stadig gøre ondt på et menneske, der har sat sin lid til, at vi ikke løber tør for fisk i havene. Sådan et menneske er Sven Ole. Men kvoterne er ikke den eneste forklaring på, hvorfor fiskeribranchen er på sit laveste nogensinde. Fiskene er forsvundet.
Fiskerne forsvinder
En håndfuld år efter Sven Ole blev erklæret faglært fisker, købte han sin egen fiskerbåd. Siden har han haft flere. Faktisk så mange, at han tøver lidt, inden han fortæller antallet.
– Jeg har nok haft over 10 i hvert fald, fortæller han. Nu sidder han i kabyssen bag i den sidste i flokken. Sandsynligvis, fortæller Sven Ole. Den er samme farve blå, som himlen er i dag. På dækket er den hvid med nogle få klistermærker, der er blevet klistret på i perioden efter han solgte den første gang og købte den igen. Og så står der Amanda på midten. Aldrig havde han troet, at det ville være farligt at købe en båd. Investere i den maskine, der skal sikre sin indkomst. Sven Ole skulle været fisker hele sit liv, for hvad skulle forhindre det?
– Det var jo fint med fisk dengang, fortæller Sven Ole.
Da Sven Ole sejlede ud fra Søndre Havnekaj første gang, var torsken en vare, man altid kunne forvente at se, når man trak nettet op. I dag er den stort set ikke til at se i de farvande, Sven Ole kommer i. Og det er slet ikke så underligt. På grund af klimaforandringerne er havene blevet varmere og varmere. Faktisk er det nu så varmt, at fiskene har mærket det. Torsken og rødspætten er to eksempler på fisk, der ikke trives i det opvarmede bassin, men i stedet søger mod Grønland, Island og Barentshavet. Til gengæld er strandkrabberne i fremgang, og jomfruhummerne er der også mange af. Og netop jomfruhummerne er grunden til, at Sven Ole på den skærm han stadig kigger betaget på, kan se en række både stimlet sammen i Kattegat.
– Dem er der jo heller ikke nok af til, at vi alle kan fiske, fortæller Sven Ole og afviser, at han nogensinde kunne finde på at blive en af de mange små blå prikker, der har rykket sig sammen på den halvstore computerskærm.
Skal drømmen slutte her?
I dag, to år efter at Sven Ole så Amanda på internettet og besluttede sig for at give sin drøm en sidste chance på Danmarks farvande, sidder han slukøret på selvsamme båd, der skulle genskabe drømmen. Hans sidste fiskekutter. Han har haft over ti i de 52 år, han har levet, og alle hans børn har fået lov til at sejle på en kutter med deres eget navn. Det er fortid. I år skulle han have været på havet igen, men reglerne gjorde, at han kun fik lov til at fiske i to og en halv måned, fortæller han. Og det var ikke nok, til at Sven Ole blev overbevist om et liv på havet igen. Nu er Sven Ole lastbilchauffør, og Amanda er til salg igen. Siden Amanda blev lavet i 1953, har hun haft 9 ejere. Sven Ole er både nummer 6 og 9 i rækken, kan man se på en side kaldet ”Fiskeforum” på internettet. På en anden side kan man se Amanda i en salgsannonce til 575.000 kroner. ”Gerne bytte med mindre glasfiber”, står der på salgsannoncen. Måske er drømmen ikke helt slut endnu.
