Kysterne langs Hindsholm og Odense Fjord er blandt taberne i den såkaldte grønne omstilling

Søfartsstyrelsen har for tiden Danmarks havplan i høring, og det er dyster læsning, dersom de indre farvande stadig skal fungere som spisekammer for de danske forbrugere, og være et økosystem i nogenlunde balance, til gavn for kystsamfundene, og lige netop den grønne omstilling. Det mener to lokale fiskere Jens Hillerup Jørgensen og Hans Jacob Jensen.

Kystnært erhvervsmæssigt fiskeri har et meget lavt aftryk i miljø og klimaregnskab— fisk er sund kost, og har mange positive effekter på vores helbred.

Ti af omkring 60 kystnære danske aktive områder, hvor det er tilladt at fjerne havbunden og bruge den til byggeprojekter, ligger vest for Hindsholm, tre ligger lige nord for Lillebælt, og tre ligger i Storebælt ved Reersø og Asnæs. Hertil kommer et mindre antal såkaldte klappladser, havets lossepladser, hvor det er tilladt at dumpe giftigt havneslam, eller materiale der ikke er egnet at bygge på, når man ønsker at indvinde land, samt materiale fra naturen selv, der føres rundt med strømmen, og forringer vanddybden i sejlrender og havne.

Byggeriet af Storebæltsbroen efterlod store, golde grave i havbunden ved Romsø og Asnæs, hvor der også blev taget millioner af kubikmeter havbund til byggeriet. Som det sker ved Femern-forbindelsen i dag.

Årsagen til det omfattende tab af biodiversitet langs Kerteminde Kommunes kyster, er byggeri og grøn omstilling, for den grønne omstilling er ikke altid så grøn. Odense havn har fået tilladelse til at fjerne 2 millioner kubikmeter havbund på Odense Fjord, og dumpe det på en havets losseplads vest for Hindsholm, og hvor der så hentes andre 3 millioner kubikmeter havbund, som er placeret ved Lindø, for at inddæmme omkring 40 hektar af Odense Fjord.

Fjorden er et vildtreservat, og Lindø ligger lige op ad et Natura 2000 område. Her forurenes voldsomt med støv fra skrot og værft, og der bygges vindmøller på tidligere havbund og natur. Møllevinger graves ned på land efter brug. Grøn omstilling, tab af biodiversitet.

Tilladelserne til at ændre i havbunden er givet i strid med fiskeriloven, og den almene betegnelse for personer, der bryder en lov, er forbryder. Her er det sket med fortsæt, helt bevidst, igen og igen. Miljøminister Lea Wermelin blev ved sin tiltrædelse gjort opmærksom på miljøstyrelsens ulovlige praksis, men fortsætter bare den ulovlige praksis, hvilket ellers er en overtrædelse af ministeransvarlighedsloven. Kigger man i infrastrukturplan, havstrategiplan, havplan, og plan for energiøer, så vil biodiversitet i det kystnære havmiljø blive noget vi kommer til at læse om i historiebøger.

Så naturligvis har miljøstyrelsen, som giver alle disse ulovlige tilladelser til at ødelægge kystnært havmiljø, betalt DTU Aqua for at lave en rapport, der frikender alle disse iltfattige grave på havbunden, som kan sidestilles med åbne miner. På sædvanlig partisk politisk videnskabelig måde, har DTU Aqua regnet sig frem til, at trawlfiskeri er mere skadeligt end at ødelægge havbunden permanent, også selvom bundvandet er iltfattigt det meste af sensommer og efterår.

Ilt er en ret klar forudsætning for, at bundfisk kan leve her, selvom 5 til 10 % af det materiale der klappes og suges, når der bygges og vindes land, tabes i vandsøjlen, og driver milevidt omkring, og, som sandpapir, sliber havgræs og ålegræs væk på havbunden, og forhindrer solens stråler i at nå frem til resterne af havbundens liv og planter.

Sild og brisling har permanent mistet gyde- og opvækstområder, bestandene er gået voldsomt tilbage, og ICES, som rådgiver Danmark og EU om fiskebestande, anbefaler, at der ikke fanges sild og brisling i Bælthavet, ligesom ICES anbefaler Danmark ikke at ødelægge silds gydeområder, ved at fjerne havbunden.

Muslinger har også svært ved at klare sig i alt det tabte sediment, der driver omkring. Øen Roholm, naboø til Lindø, blev holdt på plads af muslinger og ålegræs, og er nu skredet i fjorden, ligesom Langø Hoved er. I Natura 2000 områder.

Råstofindvinding af havbund og klapning er stærkt iltforbrugende, og udleder giftigt svovlbrinte. DTU siger i deres rapport, at trawlfiskerne spreder mere sediment i vandsøjlen end når der suges havbund og dumpes havneslam, men der trawles ikke efter bundfisk i de berørte områder.

Ingen ilt, intet liv.