Hvor er motionscentrets udstyr blevet af?

0
1467

Bestyrelsen valgte at rive hele gulvet ud af motionscentret sammen med flytningen af al udstyret, der ret hurtigt blev solgt for 20.000 kr. til firmaet Manntech ApS, der kan kædes sammen med Nyborg Strandcamping, som dog ikke ønsker at udtale sig. Foto: RMJr

Medlemmernes udstyr er solgt til højest bydende for 20.000 kr. og nu bliver udstyret solgt for det firdobbelte på internettet.

Sagaen om Kerteminde Sport og Helse fortsætter og Kjerteminde Avis har i dag forsøgt at få kontakt til det handelsfirma der skulle have købt udstyret for 20.000 kr. – men de ville ikke udtale sig. Der har også været tvivl om hvorvidt der skulle have været indgivet en konkursbegæring, men det er der nu, bekræfter bestyrelsesmedlem Knud Ahrnkiel:
– Jeg har været bortrejst i nogle dage, og derfor manglede min underskrift, men jeg kan bekræfte at konkursbegæringen nu er sendt afsted, det har jeg sort på hvidt fra skifteretten. Om opkøbet af udstyret siger han: – Det må du spørge formanden om. Det er en privatmand og vores aftale er at sådan er arbejdsgangen.

Det der var medlemmernes udstyr sælges lige nu videre til over firdobbelt pris. Hvordan forklarer I det?
– Hvor meget tror du det koster at fjerne sådan et center? Jeg tror der er brugt 100 mandetimer på det.

Men I skal vel ikke have løn for at nedlægge foreningen?
– Det får vi heller ikke. Hvordan skulle vi få det?

Men er det ikke forunderligt at udstyret kun to dage efter det er solgt til 20.000 kr., sælges til det firdobbelte?
– Har du aldrig hørt om en autoforhandler der opkøber biler og sælger dem videre? Og vi har ikke noget ud af det her. At fjerne 30 tons jern, det koster i mande- og maskintimer, og dem er du simpelthen også nødt til at forholde dig til. Jeg vil vædde med der ikke er overskud på regnskabet. Det var kun spinningcyklerne der var noget værd, og jeg tror det hele ryger på skrotpladsen.

Spinningcyklerne sælges lige nu til 3500 kr. per stk. men det er ikke lykkes os at finde frem til fra hvilken platform.

Knud Ahrnkiel bekræfter at han inden længe vil udtale sig om hvad der er fakta i sagen.

Vi spurgte efterfølgende formand Poul Bo Hansen vedrørende opkøbet af medlemmernes maskiner, og han svarer, at det er Knud Ahrnkiel, der har ordnet det hele. Vi oplyser ham om, at Ahrnkiel henviser til formanden selv.

Firmaet, der har opkøbt udstyret hedder i følge formanden Manntech ApS, og skulle tilsyneladende have opkøbt og fjernet det hele, omend både avisen og andre har været vidner til, at Ahrnkiel selv har været med til at fjerne udstyret. Manntech ApS ejes af en Tina Dement Jensen, der også kan forbindes til Nyborg Strandcamping. Hun vil dog ikke udtale sig til Kjerteminde Avis da vi ringer og spørger hvorvidt automaten, hun har til salg til 9000 kr. på Den Blå Avis tilhørte Motionscentret.
– Hvorfor skal du bruge den information, spørger hun først, og efterfølgende erklærer hun, at hun ikke har lyst til at snakke med os.

Til historien hører også, at Kerteminde Kommunes jurist, omend i sin fritid, eftersom hun er medlem er centret, har bistået forening juridisk. – Jeg er medlem af klubben, og jeg har hjulpet dem med at kigge lejekontrakter igennem.

Men som medlem af foreningen, kan du så ikke blive vred over måden salget af foregået på?
–
Det kan jeg ikke udtale mig om. Ringer du rundt til alle medlemmer og spørger om det her?
Jeg har selv som medlem valgt dem ind i bestyrelsen, det er demokratisk valgt bestyrelse og vi må have tillid til dem indtil det modsatte er bevist. Har de begået noget forkert eller ulovligt, så må man jo kigge på det.

Vi kan oplyse om, at vi ikke ringer rundt til alle i bestyrelsen, men at vi kun ringer til juristen da vi ved hun har bistået foreningen, for det har formanden fortalt os at hun har. Vi har i dag også været i kontakt med medlemmer af foreningen Kerteminde Sport og Helse, der tilsyneladende forbereder en politianmeldelse af hele fadæsen.

jmr
Selvlært journalist og cand. mag i medievidenskab og italiensk. Skriver om politik, kultur, landsbyer og alt andet hvad der rør sig i Kerteminde kommune.