Hvor er kattene i Kattestræde?

0
1449
Kattestræde (2)

Kattestræde er en af Kertemindes korteste gader og kendt for gennem mange år at have været nabo til den hedengangne Den Røde Pimpernel. Foto: RMJ

Tag med avisen på jagt i skilteskoven, når vi søger svar på, hvorfor velkendte gader og veje hedder, som de gør. Først en tur op ad Kertemindes Kattestræde. 

 

Kort over Kerteminde fra Kerteminde Byarkiv

Som stedkendt lægger man knap nok mærke til de blå skilte på husmure og gadehjørner. De er der bare ligesom fliser i et fortov, men begynder du først at læse dem højt for dig selv, dukker spørgsmålene op.

Hvem var Borgmester Hansen egentlig? Eller Kristine Rude? Hvad blev der af fårene og dammen i Fåredammen?

Når der er noget, man ikke ved, kan man enten digte en historie eller spørge sig for. Vi har valgt at gøre det sidste og spurgt byhistoriker og museumsinspektør Kurt Risskov Sørensen, der til daglig har sin gang på Kerteminde Byarkiv i Strandgade.

Han er nemlig forfatter til bogen “Historiske huse i Kerteminde” (1989) og dens opfølger “Feden, Baronløkken og Drejet” (2018), som også fortæller om navnene på de gader og veje, hvor husene ligger.

Sug maven ind, der kommer en bil
Med de to bøger under armen vil vi gå på opdagelse i det velkendte for at få stillet byvandrerens aldrig hvilende nysgerrighed.

Ved genbrugsbutikken i Vestergade drejer vi om hjørnet og træder ind på et af Kertemindes vel nok smalleste fortove, ligesom en bil kommer trillende i modsat retning.

Der er ellers kun lige plads til en parkeret cykel og et nedløbsrør, så vi må vinkle skuldrene og suge maven ind for den modgående trafik. I Kattestræde når trappestenene næsten ud til kantstenen. Det er lige før, at man er en anmassende gæst på uanmeldt besøg, når man træder tæt forbi de små hyggelige og smukt malede døre.

Vi har endnu til gode at se en kat på disse kanter, men til gengæld er der god plads på P-pladsen bag kirkekontoret, hvor vi har albuerum til at slå op i Kurts bog og finde en forklaring på det løjerlige navn:

“Gaden hed tidligere Kattesundstræde, og betegnelsen gjaldt også fortsættelsen mod syd (Sønderstræde) og mod nord (Skolestræde). Formentlig var Kattesund ligesom i andre byer en lille gyde, der mundede ud ved byens vold eller mur; kat betegnede en forhøjning af jord og sten, mens sund var en lille rende. Fra oprindelig at være et snævert vandløb er Kattesund blevet navnet på en snæver vej.”

“I Kerteminde har en afløbsrende muligvis ført fra Møllekæret ned til fjorden. Gadens navn er senere trukket sammen til Kattestræde.”

Er der et vej- eller gadenavn, som du går og undrer dig over? Vi hører gerne fra dig, hvis du kunne tænke dig, at vi kigger nærmere på det.