To politikere har forladt budgetforhandlinger i protest

0
406

Malte Jäger (løsgænger) og Bettina Eriksen (LA) forlod i eftermiddag forhandlingsbordet i utilfredshed med, at flertallet ikke ville være med til at spare på ledelse og administration fremfor kernevelfærd. Budgetforlig ventes præsenteret en af de nærmeste dage

Malte Jäger, Folketingsvalg 2022

Løsgænger Malte Jäger kom ikke igennem med sine forslag om at spare millioner på ledelse og administration. Derfor forlod han i eftermiddag budgetforhandlingerne. Foto: KJ Avis

Kerteminde Kommunes budget for 2025 og de følgende år ventes ifølge KJ Avis’ oplysninger præsenteret en af de nærmeste dage, men to byrådsmedlemmer, løsgænger Malte Jäger og Bettina Eriksen (LA), står udenfor budgetforliget.

Begge forlod tidligere i dag budgetforhandlingerne i utilfredshed med, at flertallet ikke ville være med til at diskutere besparelser på administration og ledelse.

På deres respektive Facebook-profiler begrunder Malte Jäger og Bettina Eriksen deres beslutning om at stå udenfor forligskredsen.

– Jeg er ude af budgetforhandlingerne! Og hvorfor så det? Kommunen skal spare millioner, men tilsyneladende ønsker politikerne ikke at spare på administration og ledelseslag, de vil hellere spare på velfærd, skriver Malte Jäger.

Han forklarer, at han gerne ville have sparet 1,5 til to millioner kroner på en direktør, en million kroner på en kommunikationsmedarbejder, en anden million kroner på en nyansat chef, 500.000 kroner på et event og 900.000 kroner ved at nedsætte antallet af politiske udvalg og byrådsmedlemmer.

Desuden havde han gerne set, at der blev sparet mellem 2,8 og 5,6 millioner kroner på at fjerne et ledelseslag på skoleområdet samt en halv million kroner i den nytilkomne klimapulje.

I stedet for de ovennævnte besparelserne ville Malte Jäger og Bettina Eriksen styrke ældre-, handicap- og sundhedsområdet, børn-, unge- og uddannelsesområdet samt erhvervsvenligheden.

– Hårde besparelser på kernevelfærd er ikke noget, nogen i et byråd ønsker sig, men det vidste vi godt var en præmis. Men at der så absolut ikke er ønske om at spare på direktion, kommunikation eller chef-niveau, bliver der, hvor vi siger nej – det synes vi ikke er rimeligt, skriver Bettina Eriksen.

Hun peger på, at der vil blive sparet på en lang række velfærdsområder, som hun og Malte Jäger mener vil koste på den lange bane.

Budgetforhandlingerne fortsatte, efter at de to politikere forlod mødet i eftermiddag.

Bettina Eriksen

Bettina Eriksen (LA) samarbejdede under budgetforhandlingerne med løsgænger Malte Jäger og forlod forhandlingsbordet sammen med ham tidligere på dagen. Foto: KJ Avis