’1984’ på Odense Teaters Odeon-scene er en knugende oplevelse, der advarer mod at lade sig undertrykke.
George Orwells ’1984’ gav mig som ung et chok. Det var den første bog, jeg havde læst, der ikke gav det mindste håb om en fremtid for tænkende mennesker eller for humanisme og fornuft. Nu har Julie Maj Jakobsen dramatiseret den for Odense Teater, hvor den bliver opført på Odeon-scenen.
En stor opgave, som Jakobsen har løst fint, men når mørket sænker sig i teaterrummet efter slutscenen, varer det et øjeblik, før publikum kan samle sammen sig til at klappe efter Orwells deprimerende pointe om, hvor samfundet kan bevæge sig hen, hvis vi ikke passer på i tide.
Big Brother ser dig. Robotter er med til at styre dig. Du sidder bedøvet og følger spændt, hvordan det går med krigen mod fjenden, der ikke behøver at hedde det samme, for det noterer du dig slet ikke. Fortiden er død. Der findes kun din håbløse fremtid, som du skal være glad for
Du kan intet gøre, hvis du er blandt de få tilbageværende, der vil tænke selvstændigt. Dét er Winston, spillet af Niels Skovgaard Andersen, som er ansat i ministeriet for sandhed og hver dag arbejder med at forfalske fortiden; og Julie, Cecilie Gerber.
Hun ved, hvordan man skal klare sig. Hun spiller med i styrets anvisninger og har været blandt de bedste, fx i antisexligaen. Julie overbeviser Winston om, at det nytter, og de får ovenikøbet en elskovsrede, der, tror de, ikke er overvåget.
De bestemmer sig til at forsøge, om ikke O’Brien, Anders Gjellerup Koch, er på deres side, og dermed røber de sig for den forkerte. O’Brien giver Winston systemets lærebog, og da han begynder at læse i den, kommer et kunstnerisk trick, der skal forhindre, at man bliver træt af at høre det uhyggelige manifest: Det vrimler på scenen med personer, der hver for sig gengiver deres del af det, mens de passer deres arbejde. Smart!
Orwelles genistreg er, at afvigerne ikke bliver straffet, men hjernevasket. Der bliver ingen martyrer, kun systemets orden
Jeg har altid ment, at Orwelle snød med slutningen. Hvis Winston og Julie var så grundigt hjernevasket, ville de ikke kunne huske, at de havde haft et forhold, men det kan de såvel i bogen som her, hvor de alligevel aftaler at mødes – og det kan så være den lysstribe af håb, Jakobsen giver i modsætning til Orwelle.
Der er stort spil i alle roller, men der er et ekstra plus til Rosemarie Mosbæk som robotten, der er nuanceret uden at udvise det mindste menneskelige tegn. Det må være svært.
Camille Sieling Langdal har instrueret forbilledligt, kulissen af Peter Schultz er blændende tænkt, og de få farver i det skærende lys har hele tiden en mening.
Bogen er fra 1949, og vi er for længst sluppet helskindet forbi 1984, men det går nok bare lidt langsommere, end Orwelle forestillede sig. Der er unægtelig nok af overvågning i dagligdagen, og hvis de rigtige rotter sig sammen, kan de gennemføre alt mod folkets vilje, fx afskaffe store bededag med henvisning til, at det er bedst for folket, selv om det ikke lige kan se det.
1984 vil udlæse endeløse diskussioner, når man har læst/set den, og vil man gøre det på Odeon, er sidste chance 25. februar.
