Partier bag konstitueringsaftale beholder de gode poster selv

0
272

Selv om der er blevet forhandlet med andre partier i de to uger, der er gået siden kommunalvalget, går alle formands- og næstformandsposter til de fire partier bag Kerteminde Kommunes nye borgmester Michael Nielsen (K). Viceborgmesteren får ikke løn i den kommende valgperiode, og antallet af udvalg er beskåret med et enkelt

Img 20251201 202821

Allerede på valgaftenen stod Det Konservative Folkeparti, Hverdagens Stemme, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti sammen, og med tilsammen 15 ud af 25 mandater var sagen hurtigt afgjort. Siden har der pågået konstitueringsforhandlinger. Fra venstre Morten Haubro (DF), Malte Jäger (LA), Michael Nielsen (K) og Kristian Hald (HS). Foto: KJ Avis

To uger efter kommunalvalget er konstitueringsaftalen nu omsider på plads i Kerteminde Kommune, hvor det nye Kerteminde Byråd træder i funktion 1. januar 2026.

Michael Nielsen (K) bliver som ventet ny borgmester, mens Liberal Alliances spidskandidat Malte Jäger bliver ny viceborgmester.

Alle øvrige formands- og næstformandsposter er fordelt mellem de fire partier, der står bag konstitueringsaftalen, Det Konservative Folkeparti, Hverdagens Stemme, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti med tilsammen 15 mandater ud af 25.

Efter kommunalvalget for fire år siden var der borgerligt flertal, men DF’s Terje Pedersen pegede på Kasper Ejsing Olesen (S) som borgmester. Han indgik derefter en bred konstitueringsaftale, der blandt andet resulterede i formandsposter til både Dansk Folkeparti, de konservative, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

– Vi har haft gode samtaler med flere partier, men vi er endt med at indgå konstitueringsaftale med de fire partier, der gik sammen på valgaftenen. Vi er nået frem til, at det er bedre med en adræt og mobil organisation i stedet for at forsøge at få alle med, og jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til at få et rigtig godt samarbejde, siger Michael Nielsen.

Økonomiudvalget bliver beskåret fra de nuværende ni til syv medlemmer, mens de såkaldt stående udvalg fortsat vil være på fem medlemmer hver.

Forligspartierne har derudover reduceret antallet af udvalg med et enkelt, så der foruden Økonomiudvalget (som får Michael Nielsen og Malte Jäger som henholdsvis formand og næstformand) bliver seks udvalg (i parentes er nævnt hvilket parti, der får henholdsvis formands- og næstformandsposten):

Ældre-, Handicap- og Sundhedsudvalget (HS/K), Børn-, Unge- og Uddannelsesudvalget (LA/HS), Erhvervs-, Vækst- og Arbejdsmarkedsudvalget (LA/K), Plan-, Teknik- og Bosætningsudvalget (K/K), Kultur-, Fritid- og Frivillighedsudvalget (DF/K) samt Klima- og Naturudvalget (K/K).

Konservative, der har otte mandater, sætter sig på to formandsposter udover Økonomiudvalget, hvor borgmesteren er født formand. Desuden får partiet hele fem næstformandsposter, så der burde være en post pr. person i byrådsgruppen.

Udover Det Konservative Folkeparti står Liberal Alliances Malte Jäger umiddelbart tilbage som den store vinder, efter at posterne er fordelt. Han får titel af viceborgmester, bliver næstformand i Økonomiudvalget, og hans parti får to formandsposter.

Hverdagens Stemme får en formandspost og en næstformandspost, men stifter Kristian Hald bliver dog også formand for Børn- og Ungeudvalget, der tager sig af tvangsfjernelser og andre foranstaltninger i forhold til udsatte børn og unge.

Borgmesteren får knap en million kroner i løn på årsbasis, mens partierne bag konstitueringsaftalen er blevet enige om, at posten som viceborgmester vil være ulønnet i den kommende valgperiode. Terje Pedersen har i de seneste fire år fået otte procent af borgmesterens løn, omkring 80.000 kroner årligt, for at være viceborgmester.

Hvis man bliver formand for et af de såkaldt stående udvalg, får man 15 procent af borgmesterens løn, knap 150.000 kroner årligt, mens næstformandsposterne er ulønnede.

Konstitueringsaftalen træder først i kraft på det konstituerende byrådsmøde på Kerteminde Rådhus på torsdag 4. december. Ved den lejlighed sættes der navne på både formands- og næstformandsposterne og en lang række andre hverv, hvoraf nogle medfører et vederlag.