Munkebo Seafood: Erhvervsportræt af en fiskefabrik i medstrøm

1
1924
Munkebo Seafood

I Munkebo Seafood kører idéerne ud på samlebånd. 1. januar købte det færøske firma Bakkafrost 90% af virksomheden, og nu satser fiskefabrikken stort på nye produkter, USA, eksklusivitet, og det yngre publikum. Samtidig insisterer fabrikken på at forblive lige der, hvor de er: I hjertet af Østfyns industri.

Michael Karlsen, Munkebo Seafood

Michael Karlsen blev ansat ved Munkebo Seafood for 20 år siden. Nu er han daglig leder og ejer 10% af virksomheden.
Foto: Christopher Miller

Munkebo Seafood 

Et eksempel på et af de produkter, Munkebo Seafood nu udgiver i eget navn. Det kan du læse mere om senere i artiklen.

“Nu skal I lige have det her flotte tøj på, før vi går ind i fabrikken” siger Michael Karlsen og rækker hvide kitler og blå hårnet frem. Alle, der ikke er faste medarbejdere, skal udfylde en formular, før dørene til konservesmekkaet bliver slået op. Sådan er det, når man har med fødevarer at gøre, fortæller den erfarne leder.

Munkebo Seafood A/S blev etableret i 1974 i et samarbejde mellem en tysk dåseproducent, Hawesta, og F. Tengberg Hansen, der i forvejen ejede en fiskekonservesfabrik. At fabrikkens placeringen blev på Fiskeløkken i Munkebo, var slet ikke tilfældig. Hawesta ønskede at åbne fabrik et sted, hvor der ville være en masse kvindelig arbejdskraft at hente. På det tidspunkt havde Lindøværftet 5.000 mænd ansat, og Munkebo Seafood kunne blive en pendant til netop det.

Selvom en del af virksomhedens nu 31 fuldtidsansatte er kvinder, danner fabrikkens indre et billede af diversitet bag alle samlebånd og maskiner – både hvad angår køn og alder. Det de producerer, er mest af alt laks i olivenolie, men også muslinger og supper har længe været en del af Munkebo Seafoods sortiment.

Munkebo Seafood
Rune Lamberg, Munkebo Seafood

Rune Lamberg har været ved Munkebo Seafood i ti år. Han er virksomhedens Logistik- og Marketingschef. Foto: Christopher Miller

Igennem tiden har fiskefabrikken haft forskellige ejere. Ved årsskiftet til 2022 købte den færøske lakseproducent Bakkafrost 90% af Munkebo Seafood, imens de sidste 10% gik til Michael Karlsen, som kalder samarbejdet for ‘et match made in heaven’.  Siden 2015 havde Paul Lybech ejet fabrikken, og da han skulle sælge, var der flere om buddet. Problemet var bare, at de andre potentielle købere ønskede at flytte produktionen ud af Munkebo. Og det var ingen interesserede i.

“Det er her, vi altid har været. Og her bliver vi. Det var Bakkafrost heldigvis indstillede på,” siger Michael Karlsen.

Men at blive i trygge rammer er ikke lig med stagnation. Ambitionerne er nemlig skyhøje i Munkebo. De sidste par måneder er gået med besøg i Barcelona, på Færøerne og ikke mindst i USA, hvor både Michael Karlsen og Rune Lamberg, firmaets Logistik- og Marketing chef, håber på at kunne gøre indtog i markedet.

“I starten, dengang der primært blev lavet sild her, leverede fabrikken mest til Tyskland. Nu er det Sydeuropa, der er vores største marked. Og vi har en fod indenfor i USA, men vi vil gerne endnu mere derovre,” siger den daglige leder.

Han fortæller også, at Bakkafrost allerede har et marketingskontor over Atlanten. I Munkebo håber de, at det amerikanske kontor på sigt kan varetage Munkebo Seafoods interesser i USA, så både Michael Karlsen og Rune Lamberg kan koncentrere sig om alt det nye, der sker herhjemme.

Munkebo Seafood
Martine, Munkebo Seafood

Martina Halstrøm startede på fabrikken i sine sabbatår. Siden tog hun en Serviceøkonomuddannelse, og er altså nu seneste skud på stammen i kontoret. Martina arbejder primært med marketing på sociale medier. Foto: Christopher Miller

“Det lugter ikke lige så slemt, som jeg troede”, hvisker avisens fotograf Christopher Miller med et smil. Hans kamera klikker derudad. Rettet mod de maskiner, der, trods opgraderinger, næsten alle har mange år på fabriksbagen. Rettet mod de mennesker, der står bag dem, og som smiler og hilser, når vi kommer forbi. Nogle af maskinerne skærer i øret, når de møder fisken, og Michael Karlsen må ind imellem hæve stemmen. Men det går ikke tabt i fabrikkens lydatmosfære, at han kender navnet på samtlige arbejdere i de store haller.

De virker glade, jeres medarbejdere?

“Det er da også mit klare indtryk, at de er det. Det er gode mennesker. Vi gør en del for vores ansatte – de skal jo helst være her i mange år,” svarer Michael Karlsen.

Og det er de også, de ansatte. Flere har fejret 40-års jubilæer de seneste par år.

“Det er jo ret imponerende, når man tænker på, at fabrikken kun er knap 50 år gammel,” bidrager Rune Lamberg.

Både fabriks- og lagerarbejdere har mulighed for at komme til fysioterapeut og kiropraktor. De, der har lyst, får også betalt et medlemskab til det lokale fitnesscenter.

“Der er mange ensformige bevægelser, når man står på de forskellige stationer. Det skal jo helst ikke gå hen og blive en gene,” siger Michael Andersen.

Munkebo Seafood

En vigtig del af Munkebo Seafoods vokseværk er deres nye produkter. Det er konservesmad, de fremstiller i eget navn – for første gang nogensinde. Der er blandt andet laks i lage af citron og basilikum.

– “Der er en bølge lige nu, hvor folk begynder at se anderledes på konservesmad. Det er ikke bare makrel i tomat længere. Vi ser flere fiskeprodukter i konserves på både caféer og i specialbutikker. Folk vil faktisk gerne betale for den kvalitet, vi kan tilbyde,” siger Michael Karlsen og fortæller samtidig, at Munkebo Seafood er til stede i flere af de specialbutikker.

Munkebo Seafood har også haft deres nye produkter på spot i Rema1000 af to omgange, og der gik salget rigtig godt.

Blandt de helt nye tiltag er også veganske supper. Med dem håber Munkebo Seafood at ramme noget i det danske marked, der i den grad vokser, når det kommer til veganske fødevarer.

“Vi var på messe for lidt tid siden. Der var mange, der kom over og smagte vores nye supper. De var helt vilde med dem, og vi blev igen og igen spurgt, hvor de kunne købe dem henne,” fortæller Martina Halstrøm, som er virksomhedens SoMe- og Marketingskoordinator.

“Det er et fuldstændig rent produkt, det er ‘bare’ grøntsager, ingen E-numre, ingen smagsstoffer, ikke noget som helst. Grøntsagerne har stadig struktur, og masser af smag. Det er jo bare en hjemmelavet suppe, du ikke selv behøver at lave” supplerer Rune Lamberg.

Selvom Martina Halstrøm har flere hatte på, er hendes rolle i den digitale verden et væsentligt led i den udvikling, Munkebo Seafood håber på at se. Hun er den, der blandt andet undersøger, hvilke mærkater, kunderne responderer godt på, og den der selv har størst andel i det univers, der hedder sociale medier.

Munkebo Seafood

Vi bevæger os mod konservesdåsernes endelige station hjemme på fabrikken. Vi har forladt de store maskiner, og bliver mødt af to unge mænd i gang med at pakke de produkter, vi har fulgt igennem et helt system. “Her kan der godt ske ballade!” siger Michael Karlsen med et glimt i øjet, og begge unge mænd bryder ud i grin. “Ej, det her er nogle af dem, vi måske ikke har så længe – de har sabbatår. Men det er en fornøjelse så længe”.

Selvom der i selskab med Michael Karlsen, Rune Lamberg og Martina Halstrøm hersker en stemning af ‘opad og fremad’ med de helt store drømme, er de også bevidste om, at der ikke er noget “dem”, hvis der ikke er nogen i fabrikken. Lige nu søger de faktisk arbejdskraft, og håber på at finde de rigtige til holdet.

Michael Karlsen og Rune Lamberg drømmer at kunne skabe en omsætning på 10% mere end sidste år. Hvis de skal nå målet, kræver det at alt går op i en højere enhed – fra allerførste station i fabrikken, til Martina Halstrøms markedsføring til de unge. Munkebo Seafood lader til at vide, hvilken vej, de skal gå, så hvorfor ikke?