Mere kropskontakt!

0
166

Foto: DIF

Fodbold, hvor man ikke må heade eller tackle – nej, vel?

For under en uge siden hed det sig, at der under fodboldtræningen ikke måtte heades til bolden og heller ikke tæmmes med bryst, ligesom der skulle holdes to meters afstand. Det blev lige pludseligt svært at vende tilbage til den seriøse fodboldtræning.

– Det her gør en kæmpe forskel for rigtig mange foreninger, aktive og frivillige, siger Niels Nygaard, der er formand for DIF om de nye retningslinjer for udendørs idræt.

– Idrætsforeningerne har været enormt disciplinerede under hele coronakrisen, og jeg er sikker på, at det er stærkt medvirkende til, at der nu i et vist omfang bliver lukket op for idræt med kropskontakt. Jeg er fuldstændig overbevist om, at foreningerne håndterer de nye anbefalinger ansvarsfuldt.

På baggrund af retningslinjerne fra Kulturministeriet har DIF og DGI udarbejdet konkrete retningslinjer til idrætsforeningerne. Heraf fremgår det blandt andet, at kampsportsidrætter og dans endnu ikke må igangsættes med kropskontakt

DIF og DGI kigger nu fremad mod fase 3 af genåbningen af Danmark og vil arbejde for, at indendørsidrætten også kommer godt i gang, så endnu flere danskere kan vende tilbage til deres idrætsfællesskaber.