
Manden, der skal have den hæder, han ikke vil have, fanget på kamera. Jesper Sand var i går hoved arkitekten bag det store Lykkeligastævne i Langeskov. Foto: Peter Hougesen
I går landede rockstjernerne i Langeskov. Håndboldspillerne fra Lykkeliga hold over hele landet, indtog i går Langeskov til et stævne, der hylder mangfoldigheden, frivilligheden og håndbolden. I centrum for det hele, står en mand, der ikke vil have opmærksomhed
I en tid hvor foreningerne mangler frivillige, viste BR66 i Langeskov sig i stand til at bevise det modsatte er tilfældet. I går løftede håndboldklubben nemlig et enormt stævne, da Lykkeliga spillere fra det meste af landet gæstede Langeskov.
Nærmeste parkeringsmulighed var en god kilometer fra Langeskov Idrætscenter. Ejerne af godt 100 biler skal prise sig lykkelige for, parkeringsvagter ikke gæster Langeskov ret ofte. Inde i hallerne var der mennesker over alt.
“Der er 200 spillere, mere end 160 pårørende og godt 75 frivillige her i dag”, forklarer hovedformand for BR66, Allan Thomsen.
Til tonerne af Survivors “Eye of the tiger” løb lykkeligaspillere fra de forskellige hold gennem røg og kulørte lamper ind i en stopfyldt hal 2, hvor Claus Schmidt var konferencier. Gåsehud og klumper i halsen hos de pårørende, da det var tydeligt, hvor meget det betød for børnene.

Lykkeligaspillerne indtog hallen i Langeskov som de rockstjerner, de er. Foto: Peter Hougesen
Lykkeliga er en af de største medlemssucceser i nyere dansk idrætshistorie. Den tidligere landsholdspiller i håndbold, Rikke Nielsen, stiftede ligaen, da hun fik en datter med Downs-syndrom og kunne se, der manglede muligheder for datteren Magda for at dyrke sport. Siden da er medlemstallet eksploderet og Lykkeliga har bredt sig til hele landet. Langeskov er et af de steder, hvor successen har været størst. En af hovedkræfterne bag den succes, er manden, der ikke vil have opmærksomhed.
“Vi begyndte at lave mad til 500 mennesker i går og var færdige lidt efter 22:00. Så var vi her lige omkring kl. 07:00 i morges. Det meste er altså Jesper Sands fortjeneste, det skal du huske at skrive”, forklarer Ninna Overgaard Hansen, der har stået for al maden.
“Jeg er rigtig stolt over, vi kan formå at samle 75 frivillige i en tid, hvor mange foreninger oplever stor mangel på frivillige. Men det er altså rigtig meget Jesper Sands fortjeneste”, fortsætter hovedformand i BR66 Allan Thomsen
“Jeg har været med i seks år, men har taget pause i et år. Så jeg er bare kommet her i dag. Du skal ikke skrive det her som om, jeg har andel i det. Der skal stå Jesper Sands navn over hele den artikel”, forklarer Claus Schmidt.

Hal 2 i Langeskov var fyldt til bristepunktet, da Lykkeligastævnet løb af stablen. Foto: Peter Hougesen
Jesper Sands navn blev nævnt af alle, men ingen vidste hvor han var. Nogle havde set ham, men så var han væk igen. Det virkede lidt som om, man befandt sig i filmen “The usual suspects” og forsøgte at lokalisere Keyzer Söze, men var i tvivl om, hvorvidt der var tale om et egentlig menneske eller en myte, der havde fået lov at blive til virkelighed.
I et splitsekund var han der. Ved dommerbordet for at give en instruks og så var han væk igen. Et dårligt billede af manden, der bevæger sig forbavsende hurtigt var det, det blev til.
Jesper Sand er en levende legende i Langeskov. Talrige ungdomsspillere har haft ham som træner gennem årerne. Hans folkevognsrugbrød “Sandmanden” har fragtet BR66 spillere til håndboldkampe over hele Fyn. Sammen med Claus Schmidt har han de seneste seks år været en uvurderlig frivillig arbejdskraft i den enorme succes de to sammen har skabt med Lykkeliga holdet “De glade unger”.
Som det mest naturlige i verden, var det også lykkedes at få de tre DM og Pokalvindere fra GOG, Chrisoffer Dreyer, Matthias Rex og Emil La Cour til at komme til stævnet i Langeskov

DM og Pokalvindere fra GOG, Chrisoffer Dreyer, Matthias Rex og Emil La Cour var til stævnet i Langeskov Foto: Peter Hougesen
Jesper Sand er ikke, som folk er flest. Han vil hellere have en finger i øjet, end han vil have opmærksomhed. Ikke desto mindre er det hans navn, der bliver nævnt af alle, når samtalen kommer til at handle om, hvem der har fået det enorme stævne op at stå.
For Jesper Sand handler det altid om alle andre. Om den livskvalitet, Lykkeliga spillerne får. Om det fællesskab unge mennesker oplever ved at spille håndbold. Om personlig udvikling. Om at give noget. Aldrig om ham selv.
Blandt minimum 500 mennesker i to haller, imellem blomstersælgere, grill personale, kreative rum og kaffekopper er han alle steder og alligevel usynlig.
Stævnet i Langeskov var en kæmpe succes. Et hak i bæltet for BR66 i almindelighed og for Jesper Sand i særdeleshed.
Nu hvor han selv gør en dyd ud af at være usynlig, er det op til os andre at hylde ham.
Så tak for dig, Jesper Sand. Hils Keyzer Söze.

Jesper Sand fanget på kamera. Foto: Peter Hougesen