Leder: Spøgelserne fra fortiden blev til spøgelser i nutiden

6
1559

Fortidens spøgelser bliver ved med at dukke op i Kerteminde Kommunes nutid. Og nu er der tilsyneladende så mange af dem, at selv oppositionspartier nu blot har et resignerende skuldertræk til overs for en aftale, der – ifølge en ekspert – tangerer lovbrud

Img 3026

Foto: Arkiv

”Det er måske ikke verdens største sag”, stod der for et par dage siden i kommentarfeltet i Facebook-gruppen ”Det politiske liv i Kerteminde Kommune”. Det var en kommentar til en artikel i KJ Avis. En artikel, hvor kommunalforsker Roger Buch påpeger, at borgmesteren har ageret i strid med forvaltningsloven, og hvor Roger Buch opfordrer både byråd og administration til at undersøge, om der også er sket brud på den kommunale styrelseslov.

Manden, der ikke mente, det var en ret stor sag, er Liberal Alliances formand Bo Sandberg. Altså en politiker fra et parti, der er i opposition til den borgmester, som en ekspert mener har begået lovbrud.

At Bo Sandberg skriver, at det muligvis ikke er verdens største sag, er ikke ensbetydende med, at han synes, sagen er ligegyldig. Han fortsætter nemlig:

Desværre falder den ind i en lang række sager med uregelmæssigheder og tvivlsomme politiske beslutninger. Hvis borgmesterens udtalelser står til troende, hvad angår økonomiudvalget, så er det ikke første gang, at udvalget har ”behandlet og besluttet” sager udenfor dagsordenen og uden referat. Dette er endnu et eksempel på, hvorfor en lille håndfuld politikere kæmper hårdt for at nedbryde den eksisterende politiske kultur, hvor lukkethed, politiske vennetjenester og regelbrud er dagligdag.

Vi er altså tilsyneladende nået dertil i det politiske miljø i Kerteminde Kommune, hvor et oppositionsparti blot har et skuldertræk og en resignerende kommentar til overs for en aftale, hvor borgmesteren har ageret i strid med forvaltningsloven. Fordi den nye sag blot føjer sig til en lang række gamle eksempler på urent trav.

Kun et enkelt medlem af de øvrige oppositionspartier, Konservative, Nye Borgerlige og Venstre, har kommenteret på substansen i artiklen, nemlig Henrik Madsen (K). Han skriver, ligeledes i Facebook-gruppen ”Det politiske liv i Kerteminde Kommune”:

Dette ligner desværre endnu en sag, som pletter kommunens omdømme og borgernes retsfølelse. Jeg er især ked af det på vegne af de borgere i Birkende, som er rykket sammen i denne sag. Her må det virke uforståeligt, at der tilgodeses og sagsbehandles meget specifikt i et enkelt tilfælde, og hvor resten tilsyneladende må sejle i egen sø. Dette kalder på en forklaring.

KJ Avis har skrevet mange artikler om ting, der er foregået i Kerteminde Kommune, som ikke burde være foregået. Netop derfor er der lige nu en uvildig advokatundersøgelse i gang, der skal klarlægge, hvor galt det egentlig har været fat. Advokatundersøgelsen blev bestilt som konsekvens af KJ Avis’ artikler om et Biogasanlæg ved Ladby.

Artiklerne udkom for mindre end et halvt år siden. Dér dukkede spøgelserne fra fortiden også op i nutidens Kerteminde Kommune. Der var nemlig planlagt endnu en udvidelse af det pågældende biogasanlæg, der – ifølge eksperter – viste sig at være opført på nogenlunde et så ulovligt grundlag, som det var muligt.

Som bekendt fik artiklerne et helt byråd til at reagere. En advokatundersøgelse blev vedtaget, en lokalplan blev sat på pause, og den daværende bestyrelsesformand for Kerteminde Forsyning, Hans Luunbjerg, besluttede sig for ikke at genopstille som formand og forlod posten i utide. Konsekvenserne har altså været enorme allerede nu, og resultatet af de seneste fire måneders advokatundersøgelse er fortsat ikke kendt.

Nu er det så kommet frem, at manden bag både biogasanlægget og en planlagt solcellepark ved Birkende, Hans Luunbjerg, som på det tidspunkt var 1. viceborgmester, har indgået en aftale med den siddende borgmester Kasper Ejsing Olesen på et mandat, der er i strid med forvaltningsloven. Mandatet til aftalen er – angiveligt – givet af det daværende Økonomiudvalg.

Det fremgår imidlertid hverken af sagsfremstillingen eller af referatet, at der er givet mandat til en sådan aftale. Ligesom det heller ikke fremgår nogen steder, hvorvidt der har været medlemmer, der har været imod en sådan aftale. Der findes altså ikke en beslutning på skrift, der giver borgmesteren mandat til at indgå en aftale. Det er, ifølge Roger Buch, i strid med forvaltningsloven.

Den måde at træffe beslutninger på; Beslutninger, der officielt ikke findes, fordi de ikke er ført til referat. Afstemninger, der officielt ikke har fundet sted, så ingen kan se, hvad der er stemt og hvorfor, er fortsat en fremgangsmåde, der bliver benyttet i det siddende Økonomiudvalg.  På trods af, at det ifølge en ekspert er i strid med forvaltningslovens krav om skriftlighed.

På den måde er spøgelserne fra fortiden blevet til spøgelser i nutiden. Fordi de får lov. Fordi de kan. Og fordi ingen gør noget ved det.