Byrådsmedlem Kristian Hald svarer i dette debatindlæg på den kritik, hans krav om fjernvarmedirektørens afgang har medført:
Da endnu et subjektivt partsindlæg fra direktøren i Kerteminde Forsyning landede i min indbakke tidligere i denne uge, fik det mig til offentligt at udtale kritik af direktøren og kræve hans afgang. Det har, som det så ofte er sket før, affødt kritik fra den etablerede del af det politiske liv i Kerteminde kommune. Dén kritik vil jeg meget gerne svare på.

Kristian Hald svarer i dette debatindlæg på den kritik, der har været af ham, efter at han i tirsdags krævede Michael Høj-Larsens afgang som direktør for Kerteminde Forsyning. Foto: Arkiv privatfoto
Ordentlighed, eller mangel på samme, var kernebudskabet i de mails jeg modtog fra både Venstres Jens Gantriis og DF’s Terje Pedersen, som blev suppleret af SF’s tidligere byrådsmedlem Jesper Hempler på de sociale medier. Ja, selv borgmester Kasper Ejsing Olesen begav sig ud i et forsøg på at tale om ordentlighed, i et interview i KJ-avis. Baggrunden herfor var, at jeg tidligere på ugen valgte at trække en streg i sandet, over for direktøren i Kerteminde Forsyning, ved offentligt at tage afstand fra den måde, han endnu engang havde ageret i sagen om Kerteminde kommunes fremtidige varmeforsyning.
Jeg vil her forsøge at redegøre for forløbet, forklare mine overvejelser og begrunde min beslutning.
Objektiv konsekvensanalyse eller subjektivt partsindlæg
På byrådsmødet i juni tidligere i år, besluttede et stort flertal, at Kerteminde kommune og Kerteminde Forsyning skulle arbejde i retning af en varmefusion med Fjernvarme Fyn, ved at undersøge muligheden nærmere. Dén proces er nu i gang, og det er godt.
Pludselig får vi byrådsmedlemmer tilsendt et notat fra direktøren af Kerteminde Forsyning, som slog pusten ud af mig. Direktøren har lavet en konsekvensanalyse for Kerteminde Forsynings resterende enheder (vand, spildevand, renovation etc.), som det vil se ud, efter en eventuel fusion af varmedelen. Det er uklart for mig, om det er bestilt arbejde fra kommunen, noget direktøren har lavet af egen drift eller noget der er lavet i samarbejde med bestyrelsesformand Heino Salling – forklaringen ser ud til at ændre sig løbende, alt efter hvad der lige er belejligt. Men bevares, det giver god mening at være på forkant.
Når jeg læser notatet, er det dog langt fra den objektive udlægning af konsekvenserne for Kerteminde forsyning, som jeg havde forventet at læse, men derimod mere hvad jeg, og flere andre byrådspolitikkere, tolker som et subjektivt partsindlæg, der fortsat argumenterer imod en fusion.
Det tydeligste eksempel på dette, er det afsnit i notatet, der omhandler lokale entreprenører og håndværkere. Her beskrives meget nøjsomt, hvilke konsekvenser en fusion vil have for det lokale erhvervsliv. Helt ned til det antal fuldtidsjobs i lokale virksomheder, som direktøren mener varmeselskabet beskæftiger.
Ud over det absurde i selve udregningen, så har en eventuel nedgang i det lokale erhvervsliv, som konsekvens af en fusion, absolut ingen konsekvenser for den resterende del af Kerteminde Forsyning. Ingen! Og det var jo netop dét notatet omhandlede, altså konsekvenserne for den resterende del af Kerteminde Forsyning, ikke det lokale erhvervsliv. Og derfor er notatet et subjektivt partsindlæg, hvor der igen argumenteres imod en fusion, og ikke en objektiv konsekvensanalyse, som den ellers giver sig ud for at være. Og det er altså et kæmpe demokratisk problem(!), at vi politikere – igen – bliver præsenteret for dét, uanset om vi sidder i bestyrelsen i Kerteminde forsyning eller i byrådet.
Tilliden har lidt flere knæk undervejs
Min tillid til direktøren for Kerteminde Forsyning har lidt flere knæk undervejs i denne sag. Allermest, da direktøren forfattede den til dato mest usmagelige og illoyale pressemeddelelse om byrådsmedlem Bettina Eriksen (LA), da en advokatvurdering pure frikendte hende for at have brudt sin tavshedspligt. En pressemeddelelse som jeg reagerede kraftigt på, og som Heino Salling, formand for bestyrelsen i Kerteminde Forsyning, måtte beordre direktøren til at ændre, fordi direktøren ikke selv så et problem med indholdet, da jeg kontaktede ham direkte.
Inden da, til et temamøde, var jeg også i karambolage med direktøren, der i sagsakterne til byrådsmedlemmerne, havde vedhæftet forskellige avisartikler, der talte positivt om egen varmeproduktion, uden at vedhæfte avisartikler om nogle af de mange tilfælde, hvor egen varmeproduktion er slået fejl. Dét er ikke objektiv sagsfremstilling. Dét tangerer i stedet manipulation.
Begge gange italesatte jeg dette, i meget klare vendinger, over for direktøren og byrådets medlemmer, herunder bestyrelsesmedlemmerne i Kerteminde Forsyning.
Må man gå i pressen med kritik af en direktør?
En meget konkret kritik af mig er, at jeg er gået i pressen med min kritik af direktøren for Kerteminde Forsyning, hvor jeg også har opfordret til, at der findes en ny direktør. Her får kritikkerne det til at lyde som om, at jeg retter kritik af en menig embedsmand, der har trådt lidt ved siden af. Men dén fortælling og præmis køber jeg simpelthen ikke ind på.
Der er tale om en direktør i toppen af dansk erhvervsliv med en årsløn på ca. halvanden millioner kroner, som gentagne gange er blevet advaret om, at vi som byrådspolitikere ikke vil tillade flere subjektive sagsfremstillinger. Når han så alligevel går ud af samme spor igen, må man som topdirektør forvente, at ens handlinger bliver genstand for offentlig debat og kritik. Sådan må det være. Sådan skal det være. Hvis ikke vi som politikere må kritisere magthavere, hvor er vi så henne?
Mine handlemuligheder var låste
Når man modtager kritik, som den jeg har modtaget, er det naturligt at spørge sig selv, om man burde have handlet anderledes. Men hvad var mine handlemuligheder egentlig? Intern kritik af direktøren var forsøgt, endda ad flere omgange, og af flere forskellige byrådsmedlemmer, uden skyggen af effekt. Skulle jeg blot tie stille og acceptere tingenes tilstand? Det ligger dårligt til min natur, og er vel heller ikke det mit hverv kræver? Jeg mener faktisk også, at borgerne har krav på at vide hvad der foregår på absolut øverste niveau i kommunen.
Mit job er at varetage borgernes interesse, og det mener jeg, at jeg har gjort, ved at bringe min kritik offentligt. Vi kan simpelthen ikke have en forsyningsenhed, der fodrer kommunalbestyrelsen med polariserede informationer. Det vil jeg ganske enkelt ikke være en del af.
Jeg står på mål for mine udtalelser, og tager kritikken fra de erfarne politikere med ophøjet ro. At min definition af politisk ordentlighed, ikke ligger på linje med byrådets interne ordenspoliti – Jens, Terje og Kasper – tolker jeg som et sundhedstegn for vores lokale demokrati.
Kristian Hald
Byrådsmedlem (S)
NB: Links til relevante artikler på KJ Avis er indsat af redaktionen efter aftale med Kristian Hald