Alle plejehjemsansatte skal nu testes for Covid-19

0
97

Det nye testsystem vil være et fast supplement til det åbne testtilbud, som plejepersonale allerede har adgang til, og vil sikre en systematisk overvågning for denne vigtige personalegruppe. Det vil ske med et nyt set-up, som i langt højere grad vil gøre det muligt at blive testet på arbejdspladsen. Foto: Arkiv

Ny aftale mellem KL, Danske Regioner og regeringen: For at overvåge smitten og beskytte de mest sårbare danskere mod Covid-19, skal ansatte på plejehjem og i hjemmeplejen, fremover testes jævnligt – ud over de særlige testindsatser ved smitteudbrud.

Som et led i overvågningen af epidemien, og beskyttelse af de borgere, der er mest udsat for at blive alvorligt syge, hvis de rammes af Covid-19, har Regeringen, Danske Regioner og KL, aftalt en systematisk testning af plejepersonalet i alle landets kommuner, meddeler Sundheds- og Ældreministeriet.

Hyppigheden af testene skal afstemmes efter, hvor udbredt smitten er i den enkelte kommune. Ud over den jævnlige test, vil der være særlige testindsatser i udbrudssituationer.

– Vores ældre og sårbare medborgere, har betalt en meget høj pris for Corona-pandemien. og selv om hele resten af Danmark nu åbner op igen, vil de fortsat opleve begrænsninger i deres liv og tilværelse, som vi andre ikke må tåle. Derfor er det vores pligt, som samfund, at gøre vores yderste, for at sikre deres velbefindende og sikkerhed bedst muligt, og samtidig skal vi også beskytte vores pleje-ansatte, der gør så vigtigt et arbejde, siger Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke.

– Det er vigtigt, at vi har de rigtige tiltag på plads, så vi hurtigt kan inddæmme og begrænse smitten. Vi har et særligt ansvar over for de svageste borgere, som risikerer at blive meget hårdt ramt, hvis der fx kommer et udbrud på et plejehjem. Det har været et travlt og krævende forår, og dette her er endnu en opgave, som koster kræfter, hvorfor jeg også er glad for, at vi har sikret, at det kan foregå på den enkelte arbejdsplads, og med mindst mulig gene for den enkelte medarbejder, siger formand for KL, Jacob Bundsgaard.

– I Regionerne hilser vi den fælles aftale velkommen, og er glade for at kunne bidrage til tiltaget. Det er vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan for at forebygge, at smitte breder sig til vores ældre medborgere, og dét plejepersonale, der er i front og som tager sig af dem. Her vil vores fælles indsats gøre en forskel, siger Stephanie Lose, formand for Danske Regioner.

Det nye testsystem vil være et fast supplement til det åbne testtilbud, som plejepersonalerne allerede har adgang til, og vil sikre en systematisk overvågning for denne vigtige personalegruppe. Det vil ske med et nyt set-up, som i langt højere grad vil gøre det muligt at blive testet på arbejdspladsen.

I de kommuner der overstiger et bestemt niveau af smittede, iværksættes testprogrammet med det samme. For de øvrige sættes systemet op frem mod slutningen af august – tiden skal blandt andet bruges på oplæring af kommunale medarbejdere i podning.