Lørdag var der ultraløb i Kerteminde, hvor Kerteminde Cannonball arrangerede 100 kilometer løb gennem byen. 19 løbere gennemførte den længste distance. Douglas Nygaard på bare 12 år løb sig igennem alle 100 kilometer på 15 timer side om side med sin far

Far og søn, Danny og Douglas Nygaard fra Munkebo (til højre), har fundet en fælles passion i ultraløb og løb 100 kilometer side om side i Kerteminde lørdag. Foto: Jan Kristensen
– Min søn var presset efter ni omgange. Der var lidt tårer i øjenkrogene. Men han ville bare gennemføre. Og på den sidste omgang op til de 100 kilometer havde han så meget overskud og løb så stærkt, at vi ikke gik et skridt. Vi var inde 10 minutter under tidsgrænsen, og i dag er han bare stolt!
Det siger den ligeledes stolte far til Douglas, Danny Nygaard fra Munkebo, der løb og gik side om side med sin søn samtlige kilometer. Douglas Nygaard er autist, og med løb har far og søn for et par år siden fundet en fælles passion. Douglas går i en specialklasse på Hindsholmskolen, og efter skoledagen tager de ofte en tur sammen enten i løbesko eller med far på cyklen og Douglas løbende.
– Jeg ved godt, at det kan virke lidt kontroversielt, at jeg lader min søn løbe så langt i en tidlig alder. Men løb gør noget godt for ham. Det er en sport, han kan dyrke som autist og få udbytte og ro af. Samtidig er han frisk langt hurtigere end mig efter et ultraløb, hvor vi jo også går nogle strækninger undervejs på hver runde for at spare energi, siger Danny Nygaard.
Men næste år skal far og søn prøve noget andet inden for løb. Planen i 2026 er at løbe fem og 10 kilometer på hurtigere tider i stedet for kun de lange distancer. Kun et enkelt løb på 60 kilometer er i 2026-kalenderen.
Løbet i Kerteminde foregik over 15 timer. Løberne løb en 6,7 kilometer runde igennem byen og i villakvartererne omkring Kulturhus Fjorden. Når man kommer retur efter en runde, er der pause i kulturhuset med slik, chips, mad og drikkevarer til løberne til klokken slår hel. Så er der afgang igen. Man udgår, hvis man ikke er klar til start, når klokken ringer til afgang. Fire gange er der spisning til løberne i løbet af de 15 timer. Konceptet kaldes et backyard-løb.
På den måde bides ultraløbet op i etaper, og man kan vælge at stoppe undervejs. Alt over 42,2 kilometer betegnes som et ultraløb. De 19 på den længste distance kom i Kerteminde i mål frem imod klokken 22 lørdag aften. Starten var gået i mørket klokken 7 lørdag morgen.
En af deltagerne lørdag var Jesper Lund, der fabulerer lidt over 15 timer i løbeskoene på Kerteminde Cannonball’s Facebookside:
– Der er noget særligt ved backyardformatet. Den gentagne runde på 6,7 kilometer. Den stille rytme. Den konstante forhandling med sig selv. Og så pludselig står man der og har løbet 15 runder… 100 kilometer. Backyard er på én gang brutalt og befriende enkelt: Du skal bare ud på næste runde. Men bag den enkelhed gemmer der sig en dyb sandhed, som vi ultraløbere igen, igen erfarer: Vi finder os selv i gentagelserne, skriver Jesper Lund.
Trine Dydensborg bor på Damgårds Alle og er arrangør af ultraløbet i Kerteminde kaldet Kerteminde Cannonball. Hun er klar med både et 50 og 100 kilometer løb samt et backyardløb på 100 kilometer igen i 2026 i Kertemindes gader og på stierne omkring Kulturhus Fjorden.
– Deltagerne kommer fra mange landsdele her til Kerteminde for at løbe – og der har været udsolgt til alle ultraløb. Vi har en fin flad rute med en enkelt bakke ved Strandgårds Alle, som mange simpelthen bare vælger at gå op ad for at sikre kræfter til hele løbet, siger Trine Dydensborg.
Selv efter 14 timer og næsten 100 kilometer havde den hurtigste deltager sent lørdag aften kræfter og overskud til spurt i mørket, da løberne klokken 21 blev sendt ud på sidste runde: Martin Strandby Hansen tonsede igennem de sidste 6,7 kilometer på bare 27 minutter på trods af 93 kilometer i benene – og han blev således løbets officielle vinder.
– Men alle, der gennemfører 100 kilometer, er jo vindere, slår Trine Dydensborg fast.

Efter mange timers løb gør Danny og Douglas Nygaard fra Munkebo klar til næstsidste runde med pandelys i mørket lørdag aften i Kerteminde. Fotos: Jan Kristensen og Kerteminde Cannonball

Deltagerne i lørdagens ultraløb arrangeret af Kerteminde Cannonball nød den flade rute rundt i Kerteminde.

19 løbere klar til afgang i mørket: Martin Strandby Hansen tonsede sent lørdag igennem de sidste 6,7 kilometer på bare 27 minutter på trods af 93 kilometer i benene – og han blev således løbets officielle vinder.


